Luk

FCK fandt melodien: Lille ændring gav overtag

| 3F Superliga | 0 kommentarer

FC København kom tilbage på sejrskurs efter en skrækuge. Ændringen til 4-1-4-1 efter pausen gav overtaget og sejren mod FC Nordsjælland, vurderer Nicolai Boilesen. 

En hård uge i FC København blev revancheret med en flot og overbevisende 5-1-sejr over FC Nordsjælland søndag. 

Efter en 1-0-føring efter en jævnbyrdig første halvleg, så fik københavneren overtager efter pausen, hvor holdet lavede en lille taktisk justering, fortæller midterforsvareren Nicolai Boilesen.

- Vi vidste godt før kampen, at der ville være perioder, hvor Nordsjælland havde den meget. Det havde de primært i første halvleg, hvor de spillede meget på vores banehalvdel.

- Vi kom til at lide i de perioder, men vi fik lavet en lille taktisk ændring uden bold i anden halvleg, hvor vi spillede mere 4-1-4-1, som gjorde, at vi kunne presse mere fremad i stedet for at vi skulle til at løbe baglæns.

- Med bolden blev vi også mere modige. De mål, vi lavede, betød også, at kampen åbnede sig mere op, men jeg er glad og tilfreds med den måde, vi ’bouncer’ tilbage på efter fire forfærdelige dage. Det var dejligt at se, at vi så hurtigt kunne finde tilbage til det niveau, vi ellers har vist i den her sæson. 

Det niveau havde ført til 15 kampe som ubesejret, inden FCK altså tabte til både FC Midtjylland og Nykøbing FC i løbet af fire dage. 

Begge nederlag kom efter præstationer under niveau, men kampen mod midtjyderne lærte FCK alligevel noget af.

- Der har været sagt rigeligt om det. Det var forfærdeligt. Vi har lagt os fladt ned og sagt, det ikke var godt nok. I Midtjylland-kampen ramte vi bestemt ikke vores bedste niveau, og du skal vinde, når du er en mand i overtal i en time. Der skal du selvfølgelig vinde.

- Det mål, de fik… Den sparker han (Junior Brumado, red.) ikke ind igen på den måde. Det var skidt, men der kunne jeg i det mindste se en positiv ting, i forhold til nogle ting vi skal arbejde på med at åbne et forsvar op, der stiller sig ned på den måde. Det lærte vi meget af. 

Anderledes var det med kampen mod Nykøbing FC, men netop derfor var det også vigtigt at få vasket den plet hurtigt væk mod FCN.

- Kampen onsdag var en mental skandale, og det er jeg ikke bleg for at sige, og det synes jeg også, vi har sagt. Kampene kommer i stimer, og vi spiller hver tredje eller fjerde dag.

- Jeg er rigtigt glad for at se, at på trods af vi har fået to hak i tuden, så kommer vi hurtigt tilbage og viser det niveau, vi har vist i resten af sæsonen. Det er, at vi uden bold arbejder stenhårdt og er kompakte. Med bold kreerer vi en masse chancer og scorer en masse mål. 

- Der hurtigt sort og hvidt i fodbold

Nicolai Boilesen var selv ude at tale om tabt momentum i kølvandet på nederlaget mod Nykøbing FC, og det viser også meget godt, hvor sort og hvidt fodbold hurtigt bliver, mener han. 

- Det er, fordi vi selv har talt om det her momentum, at jeg selv brugte det ord. Der er kampe hele tiden, og det er hurtigt sort og hvidt i fodbold. Vinder du en kamp, så går det fremad, gør du ikke, så er det hele forfærdeligt.

- Nu tabte vi to i træk, og så har jeg set, at der var 47 artikler om det, og det er helt fair. Der var også rigtigt mange gode artikler, da vi vandt otte-ni i streg. Det er en del af fodbold. Det er den mentale del, som vi også skal være forberedt på, fortæller Boilesen og uddyber om det mentale:

- For mig handler det om, hvordan vi repræsenterer os selv. Det var det mest skuffende, fordi vi kunne ikke være os selv bekendt. Når vi tager den her trøje på, så repræsenterer vi noget, der er større end os selv.

- Der viste vi mod FCN noget vilje og karakterstyrke. På en meget, meget svær bane mod et hold, som altid er svære at spille mod, og som ofte også kan spille rimeligt frit, så leverede vi sådan en præstation. 

Han sendte også en tak mod de medrejsende fans, der leverede en flot opbakning og kulisse trods de seneste uges skuffelser. 

- Det var rigtigt dejligt at se, at fansene bakkede os op, og der var vel nærmest fuldt hus nede bag målet. Samtidigt kunne vi give tilbage med sådan en kamp, lyder det fra Boilesen.

FC København møder torsdag Lincoln Red Imps, inden Viborg venter søndag, før der er landskampstermin.

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Andreas Roesen
Søndag 24. oktober