I 2019 handlede FC København stort ind, hvor navne som Victor Nelsson og Pep Biel kostede tocifrede millionbeløb.
Men den strategi kommer FCK ikke til at følge i 2020, forklarer Bo Rygaard, bestyrelsesformand i Parken, der ejer FCK.
I et interview med Berlingske siger han nemlig, at den nuværende trup er så god, at der ikke er brug for store indkøb.
- Transferaktiviteten vil blive lavere i 2020. Vi har opbygget et hold, som er inde i en vedligeholdelsesfase snarere end en udviklingsfase, siger formanden til Berlingske og tilføjer:
- I sommer havde vi et ret heftigt transfervindue, og 2020 vil vise en lavere aktivitet end i 2018 og 2019. Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget, men det bliver på et lavere niveau.
FC København hentede i sommer også Karlo Bartolec, Michael Santos, Jens Stage og Karl-Johan Johnsson, mens Nicklas Bendtner, Bryan Oviedo og Sten Grytebust kom til på frie transfers.
Den anden vej gik Denis Vavro, Robert Skov, Jesse Joronen og Peter Ankersen – handler som gav FCK betydelige midler på kistebunden.


FC København
3F Superliga
































