FC København har kun vundet én af sine seneste fem kampe i 3F Superligaen, og senest tabte de forsvarende mestre 1-3 hos rivalerne Brøndby inden landskampspausen.
Der er derfor fire point op til førerholdet FC Midtjylland, men anfører Carlos Zeca ser lyst på resten af sæsonen.
- Hvorfor skulle vi ikke være optimistiske? Vi tabte en kamp (til Brøndby.red.), men vi er optimistiske, for vi er nummer to i ligaen, og vi har stadig alle muligheder. Vi er stadig med i Europa og pokalen.
- Forestil dig hvordan de klubber, der ikke længere er med i Europa og pokalen har det? Skal de så hugge hoveder af sig selv? Nej, og vi har stadig stor grund til at være optimistiske, for vi er det bedste hold i Danmark efter min mening.
- Vi har skiftet mange spillere ud, men vi er stadig det bedste hold og har den stærkeste trup, så vi skal bare sørge for at gøre det bedre, siger Zeca til bold.dk.
Skal skabe relationer og vinde
Victor Nelsson er på linje med anføreren og glæder sig over, at relationerne bliver bedre og bedre, og at en af holdets offensive profiler er ved at være i gear igen.
- De nye folk er i gang med at finde hinanden, og vi ser også, at Viktor Fischer er ved at være tilbage ved sit gamle jeg, og det har vi som hold savnet lidt.
- Jeg er selv en af de forholdsvis nye, og vi er stadig ved at lære hinanden bedre at kende. Det er en udfordring, for vi ikke tillade os at tabe imens, ligesom andre hold måske kan. Uanset hvor mange skader vi har.
- I FCK skal man vinde, det er kravet, og det er fedt. Sådan var det ikke på samme måde i FCN, men jeg synes kun, at det er fedt og ser det som en udfordring. Det tror jeg, at hele holdet gør, siger Nelsson.
Trods de svigtende resultater i Superligaen på det seneste har FCK 25 point - ligesom i sidste sæson efter 12 runder.


FC København
3F Superliga



































