Luk

FCK-keeper: Vi må samle stumperne

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Karl-Johan Johnsson var en skuffet men fattet FCK-keeper, efter at han sammen med holdkammeraterne havde tabt 4-1 til FC Midtjylland.

FC København lignede en skygge af deres vanlige selv, da de søndag blev slugt med hud og hår af FC Midtjylland i topkampen i Herning.

Efter 4-1-nederlaget var FCK-keeper Karl-Johan Johnsson dog fattet. 

- Vi mangler de sidste procenter i forhold til Midtjylland, og vi giver nogle simple bolde væk, og med deres dødboldsituationer, hvor de er stærke, som vi ved, ja ... vi mangler noget i dag, sagde Kalle Johnsson efter kampen til TV3+.

Den svenske keeper måtte indrømme, at han var skuffet over holdets præstation.

- Ja, lidt. Vi må vise mere hjerte for klubben, det her er ikke godt nok. Vi må samle stumperne sammen og komme igen efter landskampspausen, sagde Johnsson.

Den svenske keeper ville ikke sælge guldet, efter at FC Midtjylland er kommet syv point foran i toppen af tabellen.

Men han erkendte dog også, at det vil kræve sejre og atter sejre for FCK, mens FC Midtjylland skal begynde at tabe kampe på et eller andet tidspunkt, hvis mestrene skal forsvare titlen.

Køb billetter til FC Midtjyllands kommende hjemmekampe her!


Af Thor Carlskov
Torsdag 14. november