Luk

FCK-profil blåstempler Bendtners startdebut

| 3F Superliga | 8 kommentarer

Andreas Bjelland godkender Nicklas Bendtner startdebut i Superligaen og ser gerne, at angriberen snart får scoret.

Nicklas Bendtner fik sin første startplads i Superligaen nogensinde, da han startede på banen i søndagens 1-3-nederlag i Brøndby.

FCK-stopper Andreas Bjelland blåstempler Bendtners præstation.

- Han gjorde det fint og holdt fast i kuglen for os. Vi vil gerne have ham til at score, så han får banket noget selvtillid ind i knolden, men jeg synes, han gjorde en stor indsats.

- Det er ikke altid, alting lige sidder i skabet, når man ikke har spillet fodbold i lang tid, men det var fin start for ham, siger Bjelland om Bendtner og lægger vægt på rollen som opspilsstation.

Bjelland erkender, at FCK’s præstation i derbyet havde en del mangler.

- Vi lavede nogle fejl, og de fik to mål på omstillinger, og bagud 0-2 er det svært at spille på Brøndby Stadion.

- Vi fik scoret, kom tilbage og fik lagt et okay tryk, men efter udvisningen havde vi 20 minutter i undertal. Vi viste god moral og havde små ti minutter i en periode, hvor jeg egentligt synes, at vi var bedst, men igen; personlige fejl gjorde, det blev for svært for os, siger Bjelland og tilføjer:

- De skaber vel fire chancer, og to af dem giver vi dem. Vi skaber tre små chancer, tror jeg, og det klart, at det er svært at score mål, når man ikke skaber nok chancer.

- Men udover dem, vi gav dem, synes jeg heller ikke, at de blev vildt farlige. Så ja, det var en af de lidt kedeligere dage på kontoret.

FCK har vundet én af sine seneste fem ligakampe og er fire point efter førerholdet FC Midtjylland.

Oplev F.C. København på hjemmebane i Telia Parken. Se kampprogrammet og mulighederne her!


Af Mikael Blond
Onsdag 16. oktober