FC Midtjyllands finske midtbanemotor Tim Sparv sad både mod AaB og OB på bænken i slutningen af efteråret, og med kontraktudløb til sommer kunne det ligne en forberedelse til en fremtid uden Sparv.
Men sådan var det ikke, fastslår sportschef Svend Graversen og henviser til en mindre skade, der plagede Sparv omkring bænkpladserne.
- Og vi er i den gunstige situationen, at når nogen er skadet, så tager andre over, og så må man kæmpe sig tilbage på holdet, når man er klar igen. Og det synes jeg egentligt, Tim gjorde rigtigt fint.
- Han spillede en god kamp i Randers, og i kampen forinden kom han ind mod OB og var i den grad med til at ændre kampen, da vi havde mistet momentum. Det var en god afslutning på efteråret for ham, siger Graversen til bold.dk.
Sparv og FCM er i dialog om fremtiden, og en forlængelse er langt fra udelukket, fastslår Graversen.
- Vi er meget glade for Tim, og han er meget glad for at være hos os. Vi har en løbende dialog, men hvordan det ender, er også op til Tim selv. Som han tidligere har sagt, kan det godt være, at han har et sidste eventyr i et andet land i sig endnu, siger sportschefen.
Ifølge Graversen har 31-årige Sparv udviklet sig til så stor en repræsentant for klubbens værdier, at man i FCM kan se finnen som en del af klubbens organisation, når han engang stiller støvlerne på hylden.
Men indtil videre handler det altså om forlængelse eller ej.
- Både for Tim og for os er alle muligheder i spil. Men heldigvis er Tim så god en person, at der på ingen måde er nogen skjulte dagsordner mellem os. Begge parter er indstillede på at finde den helt rigtige løsning, og det er umuligt at sige, hvad det bliver lige nu, siger Graversen.
Sparv kom til FCM fra tyske Greuther Fürth i sommeren 2014. Tidligere har han spillet i Groningen, Halmstad og Southampton.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga






















