Luk

FCM-chef varsler spillersalg efter EL-exit

| 3F Superliga | 14 kommentarer
FCM-chef varsler spillersalg efter EL-exit
Foto: Getty Images

Sportschef Svend Graversen varsler spillersalg hos FC Midtjylland efter klubbens Europa League-exit til Rangers i den forgangne uge.

FC Midtjylland røg torsdag aften ud af Europa League til skotske Rangers, og det kan betyde, at midtjydernes spillertrup nu skal slankes ned.

Det fortæller sporschef Svend Graversen til Canal 9 efter søndagens kamp mod Hobro.

- Vi skal ind og kigge på, om der er nogle spillere, som ikke kommer ind og får den spilletid, som de både skal have og nok også forventer og fortjener, siger Graversen til Canal 9 efter kampen.

Sportschefen vil dog ikke afsløre, hvilke positioner han har i tankerne.

- Det vil jeg ikke stå at sige her. Når vi er kommet videre fra denne kamp, har vi 14 dage tilbage af vinduet, og det skal vi selvfølgelig bruge til at kigge efter, hvor vi skal justere henne.

Graversen afviser, at holdet er på udkig efter forstærkninger.

- Som udgangspunkt, nej. Men det er klart, at vi skal også evaluere, og det har vi 14 dage til at kigge på, men lige nu leder vi ikke, siger FCM-chefen.

Han fortæller desuden, at man leder efter den bedste løsning for Jakob Poulsen. Han udelukker ikke, at den løsning kunne blive en dansk klub.


Af Daniel Laursen
Torsdag 19. september