FC Midtjylland meddeler torsdag aften at Glen Riddersholm har valgt at opsige sin stilling hos de danske mestre. Indtil en ny træner er på plads, varetages træningen af Brian Priske og Lars Friis.
Riddersholm har brugt sommeren på at overveje sin situation og har valgt at opsige sin stilling efter klubbens mest succesfulde sæson nogensinde.
- Jeg har været ærlig overfor mig selv og konstaterer, at der er kompromiser i hverdagen, som jeg ikke længere kan indgå, hvis jeg skal være den bedste udgave af mig selv og den leder, jeg ønsker at være over for spillerne og staben, siger Riddersholm til FCM's hjemmeside.
- Jeg er dybt taknemlig for min tid i FC Midtjylland. Jeg ønsker at takke alle de fantastiske mennesker, som hver dag gør FC Midtjylland til en unik arbejdsplads, og jeg vil takke alle de som har troet på mig og arbejdet sammen med mig i de mange år, jeg har været en del af FC Midtjylland.
FC Midtjylland holder pressemøde fredag klokken 8.15.


FC Midtjylland
3F Superliga






























