FC Midtjylland har takket ja til et tilbud, som sender 30-årige Janus Drachmann til OB. Dermed nåede midtbanemanden halvandet år i FCM, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab.
Og i den midtjyske Superliga-klub er man da også glad for det bidrag, Drachmann nåede at give.
- Janus er på alle måde en stor personlighed. Hans værdier passer perfekt med værdierne hos os, og fra første dag satte han sit aftryk på den kultur, vi fremelsker i FC Midtjylland, siger sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
- Derudover er han ydmyg og ærgerrig, og han har givet det hele videre til holdkammerater og alle andre i klubben. Janus har haft en betydningsfuld rolle for kulturen i FC Midtjylland, og på den måde har han styrket klubbens værdisæt, siger Graversen.
Janus Drachmann spillede 25 kampe for FCM i løbet af mesterskabssæsonen. Nu genforenes han med sin tidligere træner Jakob Michelsen, som stod i spidsen for SønderjyskE, da Drachmann var der.


FC Midtjylland
3F Superliga































