Luk

FCM-guldfugl jubler: Har stærke bånd til Island

| International | 2 kommentarer

Infoboks

Tyrkiet - Island
EM Kvalifikation Gruppe H (14/11)
bet365 1,80 3,75 5,00
NordicBet 1,80 3,75 4,50
Oddset 1,77 3,80 4,70

Mikael Anderson er ud af det blå blevet en profil hos FC Midtjylland, og det har givet ham en plads i Islands landsholdstrup. Det er han stolt af og glad for.

I tirsdags sad Mikael Anderson og hyggede sig med sin familie, da der pludselig tikkede et opkald ind fra et islandsk nummer – og så vidste den 21-årige FC Midtjylland-spiller godt, hvad klokken var slået.

Han skyndte sig at sætte telefonen på højtaler, så alle i rummet kunne lytte med, da Islands A-landsholdsassistent fortalte, at Anderson skal være med i EM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet og Moldova senere i november.

- Det var en god dag i Anderson-familien, fortæller Mikael Anderson til bold.dk.

Resten af verden fik meldingen torsdag eftermiddag, hvor Anderson havde haft tid til at tænke udtagelsen igennem.

- Det er megafedt. Jeg er stolt og glad.

- Jeg blev selvfølgelig taget med bukserne nede, lige da det skete, men jeg har da gået og drømt lidt om det og vurderet, at det godt kunne være en mulighed, siger Anderson.

Det er gået stærkt
Den 21-årige offensivspiller vendte i sommer hjem fra et lejeophold i hollandske Excelsior, og siden da har han spillet sig ind som en af profilerne på Superligaens tophold.

- For et halvt år siden sad jeg på bænken i Excelsior, så det er gået virkelig stærkt. Hvis du havde spurgt mig dengang, havde jeg ikke set det komme så hurtigt.

- Da jeg kom tilbage til FCM, var der ikke udsigt til, at jeg skulle starte inde og være en profil på holdet. Men jeg har grebet mine chancer, og når man gør det, så kan det gå stærkt i fodbold.

- Jeg er glad for, at mine præstationer er blevet bemærket af landstrænerteamet, og jeg er selvfølgelig glad for, at det er gået så godt – nu handler det bare om at fortsætte, så jeg bliver ved med at blive udtaget til A-landsholdet. Det er det, alle gerne vil.

- Men lige nu nyder jeg det bare. Det skal man huske at gøre. Det er kæmpestort at blive udtaget til et A-landshold, siger Anderson.

Den unge mand har tidligere i karrieren tørnet ud for Danmarks U18- og U19-landshold, men har i efterhånden et par år spillet for Islands U21-landshold.

Stærke følelser for Island
Han er født på Island og boede de første ni år af sit liv i landet – så det danske landshold har ikke fyldt særlig meget hos ham.

- Da jeg tog beslutningen om at spille for det islandske U21-landshold, da var det danske kapitel slut for mig. Jeg har nogle relationer og bånd til Island, som er så stærke, at det betyder mere for mig at spille for Island.

- Så for mig var kapitlet lukket – nu kan det bare blive endegyldigt lukket, siger Anderson med henvisning til, at han er låst til Island, hvis han får debut i en af kvalifikationskampene.

Han slår fast, at han næppe kommer til at fortryde, at han ikke holdt fast i det danske landshold.

- De seneste års resultater har vist, at Island er godt med, og forhåbentlig bliver det ved, så jeg kan komme med til nogle slutrunder, siger Mikael Anderson.

Den unge mand har spillet 14 Superliga-kampe i denne sæson med fire kasser til følge.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Tirsdag 12. november