Når Superligaen torsdag starter op igen i Aarhus, bliver det uden tilskuere, og som det er nu, er der ikke udsigt til, at Superliga-klubbernes fans får muligheden for at støtte deres hold i denne sæson.
I takt med, at nedlukningen af Danmark lempes mere og mere, tænder det også et håb hos Superliga-klubberne om at få fans på stadion.
En af de klubber, som stadig tror på tilskuere på tribunerne, er topholdet FC Midtjylland, hvor direktør Claus Steinlein ikke har opgivet håbet om at få fans på stadion på denne side af sommerferien.
- Vi håber og tror på, at der kommer til at ske noget nu, hvor grænsen for forsamlingsforbuddet ser ud til at stige, siger Steinlein til bold.dk.
- På fodboldstadions sidder vi udenfor. Der er en masse luft omkring os, og lad os da se, om vi ikke kan få nogle tilskuere ind på stadion, hvad end det bliver på hver andet eller tredje sæde. Det tror jeg, at både tilskuere, spillere og hele samfundet trænger til – altså at få de fælles oplevelser.
- Vi forsøger med drive in, som giver noget fællesskab, men den optimale fodboldoplevelse får man inde på stadion, siger Steinlein, som forklarer, at det ikke kræver den store forberedelse for klubberne at kunne lukke tilskuere ind igen:
- Over de sidste 20 år har fodbold udviklet sig til at være professionelle virksomheder, så vi har alle store organisationer til at tage sig af udfordringer, og de krav, vi skal leve op til, kan vi lynhurtigt indordne os under. Den omstilling kan vi nemt klare.
Mesterskab skal fejres med fans
FCM ligger før genstarten af Superligaen suverænt på ligaens førsteplads og er derfor storfavoritter til at tage guldet.
Steinlein erkender, at det vil være et antiklimaks at stå med pokalen i juli uden klubbens fans på tribunerne.
- Uanset hvem der vinder titlen i denne sæson, vil man allerhelst vinde det foran sine fans.
- Når man spiller fodbold og er en fodboldvirksomhed, gør man alt for at samle folk i sit nærområde. Er man Byens Hold og skal samle københavnerne, eller er man regionens hold som os, som skal samle det midt- og vestjyske publikum om fælles oplevelser, så er det altså sjovest med tilskuere.
- Den allerbedste dag, er den dag, man løfter pokalen, og jeg håber da, at vi får tilskuere med den dag, hvis vi vinder, siger Steinlein til bold.dk.
FCM spiller mandag eftermiddag hjemme mod AC Horsens.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
3F Superliga


































