Luk

FCM-kriger laver kulørte drinks på stranden

| FC Midtjylland | 3 kommentarer
FCM-kriger laver kulørte drinks på stranden
Foto: Getty Images

Infoboks

FC Midtjylland - SønderjyskE
3F Superligaen (02/03)
bet365 1,36 5,00 8,00
Oddset 1,37 4,80 9,20
YouBet 1,40 4,65 7,75

Hvad blev der af dem? bold.dk's berømte og berygtede julekalender handler i år om Superliga-legender, deres fodboldliv og især tiden efter karrieren. Bag dagens låge gemmer sig den kroatiske kriger Kristian Ipsa. 



Allerede i en alder af 30 år måtte den tidligere FC Midtjylland-spiller Kristian Ipsa i 2016 indstille sin aktive karriere. 

Kroppen sagde fra, men heldigvis for krigeren med de 104 kampe og to scoringer i FCM-trøjen har tingene siden udviklet sig positivt, og det er en gennemført glad Kristian Ipsa som bold.dk fanger på telefonen fra Kroatien. 

- Jeg åbnede for et par år siden en strandbar i min hjemby Funtana. Jeg ville gerne gøre noget godt for byen og skabe et fedt sted, men det er faktisk også blevet en ganske god forretning. 

- Vi holder primært åbent om sommeren, hvor man få sig en cocktail og lidt at spise, og om vinteren hjælper jeg så lidt til i vores familierestaurant i byen – et traditionelt sted, der har eksisteret i 30 år, siger Ipsa til bold.dk og fortsætter:

- Vi har masser af danske kunder om sommeren, men jeg er ikke blevet genkendt som fodboldspiller endnu. Sidste sommer mødte jeg dog en dansk kvinde, der kunne lide fodbold, og det var meget sjovt. Men hun var AGF-fan, så..., siger Ipsa med et grin uden at gøre sætningen færdig. 

Scout og globetrotter

Ipsa har ikke helt sluppet fodbolden, men indtil videre er det en bibeskæftigelse, da strandbaren har førsteprioritet. 

- Jeg har lavet en aftale med en kroatisk klub om, at jeg skal lave noget scouting for dem. Jeg vil gerne lave noget inden for fodboldverden og er i gang med en træneruddannelse, men jeg ved ikke, om jeg skal være træner. 

- Jeg er mere interesseret i scouting, og jeg håber, det kan blive til lidt mere i fremtiden, siger Ipsa, der vurderet ud fra hans Instagram også bruger en del tid på at rejse verden rundt: 

- Da jeg spillede, havde vi havde vi maksimalt to-tre ugers ferie, og dem brugte jeg altid på at tage tilbage til Kroatien for at være sammen med familien og vennerne. 

- Efter jeg stoppede, har jeg derfor udnyttet muligheden for at rejse ud i verden – især om vinteren. Det er både for at se noget af verden, men også for at møde mange af de mennesker, som jeg lærte af kende gennem fodbolden. Det er fantastisk.

Tæt på et hjerteanfald

Kristian Ipsa forlod FCM som 27-årig til fordel for den italienske Serie B-klub Reggina, og siden var han også hos rumænske Petrolul Ploiesti og polske Piast Gliwice inden karrierestoppet i 2016. 

- Jeg havde på det tidspunkt været igennem tre operationer på grund af muskelskader i maven. Det udviklede sig til brok, og siden fik jeg problemer med min skjoldbruskkirtel, og det var faktisk noget, der plagede mig gennem hele min karrieren, kan jeg konstatere, når jeg kigger tilbage. 

- Jeg var nødt til at sige stop til sidst. Jeg trænede med en klub i Kroatien og var tæt på at blive ramt af hjerteanfald under en kamp, og derefter stoppede jeg. Jeg kunne ikke gå normalt og ville ikke risikere mere.

- I dag tager jeg piller for det, og det går helt fint. Jeg kan endda træne med et hold på et lavere niveau en eller to gange om ugen uden problemer, men mere bliver det heller ikke til, og det er fint med mig. 

Kristian Ipsa spillede inden sin FCM-tid i Varteks og Energie Cottbus. Foto: Getty Images

Savner du rushet og kampe?

- Både ja og nej. Jeg har fået chancen for at lave andre ting i mit liv, og dem er jeg meget fokuseret på og meget glad for. For eksempel strandbaren og scouting. Men nogle gange kan jeg selvfølgelig godt savne at spille. 

- For eksempel så jeg for nyligt FC Midtjyllands kamp mod Brøndby, og der havde jeg virkelig lyst til at være med og løbe ind og slås på banen, men i det store hele er jeg helt afklaret med at være stoppet, siger Ipsa. 

Savner Herning og FCM

Ipsa taler generelt meget varmt om FC Midtjylland, og han forsøger så vidt, det er muligt at se holdets kampe. 

- Det er den eneste af mine ex-klubber, som jeg stadig følger på den måde. Jeg var der i fem år, og klubben var mit liv i den periode, og menneskerne omkring klubben var som min familie. 

- Jeg savner Herning og FC Midtjylland, for jeg har så mange gode minder derfra – om klubben og fansene. Jeg har ikke været tilbage endnu, men jeg håber, jeg har planer om det. Jeg håber, det kan blive i marts eller april inden sommersæsonen i strandbaren.

Kristian Ipsa taler meget varmt om FC Midtjylland, som han spillede 104 kampe for i løbet af fem sæsoner. Foto: Getty Images. 

Ipsa var en del af FCM-truppen fra 2008 til 2013, hvor klubben pre-Matthew Benham kæmpede for at etablere sig i toppen. 

Én tredjeplads og to tabte pokalfinaler var de sportslige højdepunkter i Ipsas periode hos midtjyderne. 

- Det er fantastisk at se, hvordan det er gået i de seneste sæsoner. Klubben er virkelig vokset. Men allerede da jeg spillede der, kunne man sagtens fornemme, at der var en klar plan for fremtiden, og at noget stort var på vej. 

- Vi manglede det sidste held for at være med helt i toppen af Superligaen, men vi nåede trods alt to pokalfinaler. 

- Det er utroligt dejligt at se, at klubben har fået udbytte af sit hårde arbejde, og jeg er meget, meget stolt over at se FC Midtjylland vinde mesterskaber og pokalen. Det er meget fortjent, og jeg håber, at der er endnu mere i vente, siger Ipsa, der kan se to tidligere holdkammerater stå i spidsen for det nuværende førerhold:

- Jeg nåede at spille sammen med både Brian Priske og Kristian Bak, som jeg anser for at være en rigtig god ven. De er nogle fantastiske og hårdtarbejdende fyre, så jeg under dem virkelig den nuværende succes.

Kristian Ipsa uddeler et kærligt kys til klublegenden Frank Kristensen. Foto: Getty Images

Riddersholm blev en god ven

Thomas Thomasberg var netop tiltrådt som FCM-træner efter Erik Rasmussens farvel, da Ipsa blev hentet til FCM i 2008. 

Siden blev Allan Kuhn chef, inden Glen Riddersholm var på sidelinien i de sidste kamp to sæsoner af Ipsas FCM-ophold. 

- Glen var helt sikkert den bedste træner for mig i FC Midtjylland. Han er bare en rar person og en målrettet træner, der ved, hvad han vil. Han fik det bedste ud af mig og gav mig en selvtillid som spiller, som jeg virkelig kunne bruge på banen. 

- Jeg var meget glad, da han vandt sit mesterskab i 2015, for han er blevet en god ven, og jeg anser ham helt sikkert som en af de dygtigste trænere, jeg havde i min karriere.

Ipsa måtte under både Thomasberg og Kuhn kæmpe hårdt for spilletiden. 

- Alle trænere har deres egne idéer og deres egne favoritter, men jeg hæfter mig ved og glæder mig over, at jeg kom til at spille fast under dem begge. 

- Thomas Thomasberg kendte mig jo ikke rigtigt til at starte med, så jeg var nødt til at hårdt arbejde for at blive stamspiller, og det samme var tilfældet under Allan Kuhn, hvor jeg startede lidt forfra, men endte med at spille nærmest en hel sæson som højreback.

FCK-angribere skabte problemer

De fleste af Ipsas holdkammerater fra tiden i FCM er enten taget videre eller stoppet karrieren, men den nuværende anfører dukkede op som konkurrent undervejs. 

- Jeg kan godt huske Erik Sviatchenko. Jeg forsøgte at hjælpe ham så godt som muligt og give ham gode råd, men han var et stort talent allerede dengang, og det fedt at se, hvor god han er blevet. 

- Han er en stor leder på holdet, og jeg håber, han når endnu længere i sin karriere, siger Ipsa og tilføjer om FCM-holdet dengang: 

- Jonas Borring havde et par virkelig stærke sæsoner og var en afgørende spiller for os, da jeg var i FC Midtjylland. Kristian Bak, Sylvester Igboun og flere andre var også stærke, og vi havde et godt hold, der lige manglede det sidste. 

Ipsa trak sig sjældent fra duellerne i Superligaen. 14 gule og et rødt kort fik han i 104 kampe for FCM. Foto: Getty Images

Hvem husker du som de hårdeste modspillere i Superligaen?

- N'Doye var også dengang en af de bedste spillere i ligaen, og han gav os altid problemer med sin gode fysik. Generelt var FCK's angribere dem, der voldte os de største problemer. N'Doye, Grønkjær og Santin var virkelig gode, men som jeg husker det, spillede vi nu også en del gode kampe mod FCK.

Tæt på Monaco og Lokomotiv Moskva

Ipsas ophold i FC Midtjylland blev lidt hakkende. Han var flere gange på tale som salgsemne, men blandt andet en slem knæskade i 2012 satte en stopper for et skifte.  

Han endte i stedet med at afvise flere bejlere og lave et par korte forlængelser med FCM i en periode, hvor midtjyderne var ramt af skader. 

- FCM og jeg var enige, om jeg skulle ned til Monaco i 2011. Jeg var gennem et lægetjek, men i sidste ende blev vi ikke enige. Senere var det Lokomotiv Moskva. 

- Jeg snakkede med dem, men så blev jeg ramt af min alvorlige knæskade, og de trak sig igen. Det var lidt uheldigt, men jeg fortryder egentligt ikke noget i min karriere. Jeg er glad og stolt over, hvad jeg opnåede som spiller, siger Ipsa og tilføjer om den sidste del af karrieren: 

- Jeg havde altid drømt at spille i Serie A, og derfor valgte jeg Reggina efter FC Midtjylland. Klubben havde ambitioner om at skulle hurtigt op i Serie A, og det var en fedt sted at spille. 

- Men efter tre-fire måneder blev vicepræsidenten anholdt, og klubben røg ind i økonomiske problemer, hvilket senere førte til en konkurs. Efter én sæson tog jeg videre til Rumænien og spillede en fantastisk sæson. 

- Jeg havde et halvt år der, som var den måske bedste i hele min karriere. Men problemerne med brok og skjoldbruskkirtlen begyndte at plage mig, og efter jeg skiftede til Polen gik det kun én vej.

Kristian Ipsa forsøger at stoppe Palermos Kyle Lafferty. Foto: Getty Images

Kort inden sit karrierestop i 2016 var Ipsa et smut i AGF til en prøvetræning. 

- Jeg måtte opgive allerede efter et par dage. Min krop sagde fra, og det blev aldrig godt. Jeg fik også et tilbud fra en klub i den bedste række i Kroatien, men jeg var bare nødt til at sige nej tak og stoppe.

Spillede med Modric og Mandzukic

Der var godt gang i Ipsas strandbar i sommeren 2018, hvor han blandt andet så Kroatien eliminere Danmark sammen med flere danske turister på holdets vej til VM-finalen. 

Til sommer håber 33-årige Ipsa på noget lignende, og han kan prale af at have spillet sammen med flere af de kroatiske stjerner i løbet af sine 55 U-landskampe for Kroatien.

- Jeg nåede at spille både med Luka Modric, Mario Mandzukic, Vedran Corluka og flere andre, der er blevet store profiler siden. Det var nogle fine generationer dengang, og jeg er stadig gode venner med flere af dem, men dengang var det svært at forudsige, at de skulle blive så store stjerner. 

- Vi var alle sammen gode og talentfulde spillere med en lovende fremtid, men at de skulle havne i nogle af verdens største klubber og i en VM-finale havde ingen af os regnet med. Jeg glæder mig meget til at følge dem igen til sommer, siger Ipsa. 


Af Mikael Blond
Lørdag 22. februar