Luk

FCM-midtstoppere nedlagde ufarlige Vejle

| 3F Superliga | 42 kommentarer

Infoboks

Vejle Boldklub - FC Midtjylland 0-2
Superligaen Grundspil
45' 0-1 Erik Sviatchenko
67' 0-2 Alexander Scholz

Erik Sviatchenko og Alexander Scholz scorede et mål hver, da FC Midtjylland lørdag eftermiddag vandt 2-0 på udebane mod Vejle i 3F Superligaen.

Vejle tog imod FC Midtjylland i lørdagens Superligakamp, og her skulle oprykkerne forsøge at spille sig ind i top seks med en sejr over de forsvarende mestre.

FC Midtjylland kunne med en sejr i Nørreskoven indtage førstepladsen i rækken - i hvert fald indtil Brøndby spiller deres kamp mandag.

De forsvarende mestre kom bedst fra start i kampen og pressede hjemmeholdet i bund. Efter tre minutter fik Evander en fin chance, men hans kiksede sin afslutning fuldstændigt.

To minutter efter appellerede Vejle for et straffespark efter et veludført kontraangreb, men dommeren vinkede afværgende. Vejle overtog i de efterfølgende minutter initiativet, og Diego Montiel forsøgte sig, men Jesper Hansen reddede.

Efter nogle gode Vejle-minutter var det igen FCM, der dominerede. Gæsterne pressede meget højt og tvang konstant Vejle til at forsøge sig med lange bolde mod Wahid Faghir, der havde det svært mellem Erik Sviatchenko og Alexander Scholz.

Efter 32 minutter fik FCM en god mulighed for at komme foran, da Anders Dreyer spillede en snæver et-to med Awer Mabil i feltet og fyrede en afslutning afsted, men den gik forbi.

Det var den hidtil største chance i første halvleg. Vejle stod godt organiseret i en dyb defensiv, og gæsterne havde svært ved at spille sig frem til store chancer.

Mod slutningen af halvlegen kom FCM tættere og tættere på, og efter et hjørnespark i sidste minut lykkedes det.

Erik Sviatchenko var helt fri ved forreste stolpe, og så kunne han let heade Evanders indlæg i nettet. 1-0 til FCM, hvilket også var stillingen i pausen.

Scholz lukkede kampen

I begyndelsen af anden halvleg måtte Saeid Ezatolahi lade sig udskifte med en skade. Ellers var kampbilledet meget som i de første 45 mionutter - FCM mest på bolden, og et Vejle-hold, der spillede på omstillinger. 

Efter 55 minutter var hjemmeholdet tæt på en udligning.

Wahid Faghir drev på egen hånd bolden frem fra egen banehalvdel, og da han nåede frem til FCM-feltet, tog han chancen med sit venstreben, men desværre for ham og Vejle prellede den hårde afslutning af på overliggeren.

Det var begyndelsen på en sjælden god periode for Vejle, der dog endte brat ti minutter senere, da Mads Greve nedlagde Anders Dreyer i Vejle-feltet.

Efter et VAR-tjek dømte dommeren et straffespark til mestrene, og det tog en meget velspillende Alexander Scholz ansvar for. 

Forsvarsspilleren satte den sikkert ind i venstre side af målet, og så stod det 2-0 til FCM efter 67 minutter.

Dermed skulle Vejle for alvor på måljagt i kampens sidste tyve minutter, men hjemmeholdet havde svært ved at sætte FCM under pres.

Gæsterne havde fuld kontrol over kampen, og de kørte med største selvfølgelighed bolden tålmodigt rundt i egne rækker og forhindrede på den måde Vejle i at blive farlige.

Der blev derfor ikke scoret flere mål, og det hele endte derfor med en 2-0-sejr til FC Midtjylland, der med de tre point går forbi Brøndby og indtager førstepladsen.

Vejle har med nederlaget nu ikke vundet i fem kampe og er efter en fin start på sæsonen nu i gang med en tur ned gennem tabellen, hvor de ligger nummer otte.


Af Jonas Nielsen
Tirsdag 26. januar
Mandag 25. januar