Luk

FCM-profil efter skuffelser: Kæmpe forløsning

| Champions League | 1 kommentar

Infoboks

FC Midtjylland - Young Boys 3-0
Champions League Kvalifikation
51' 1-0 Jordan Lefort
62' 2-0 Anders Dreyer
84' 3-0 Awer Mabil

FC Midtjyllands Jesper Hansen kalder det en kæmpe forløsning at nå et europæisk gruppespil efter flere år i træk med skuffelser.

FC Midtjylland er endelig klar til et europæisk gruppespil. Det står klart, efter holdet onsdag bankede Young Boys med 3-0.

Målmand Jesper Hansen, som undervejs i første halvleg bød ind med et par vigtige redninger, er glad for og lettet over, at det endelig lykkedes i år efter nogle somre med skuffelser i europæisk regi. 

- Vi har været tæt på tre år i træk, hvor vi har stået på tærsklen til at sparke døren ind, hvor det ikke er lykkes. Det har ligget i hovedet på os, og vi har været super skuffede over, at det er glippet.

- Derfor er det en kæmpe forløsning og en stor aften for os. At vi har sikret os et europæisk gruppespil er kæmpe stort og noget, man kan se tilbage på, når karrieren er ovre, siger Hansen.

Jesper Hansen har tidligere spillet i Champions League, da han kom direkte i gruppespillet med FC Nordsjælland efter holdets overraskende danske mesterskab i 2012.

Kan FCM spille sig forbi Slavia Prag i de kommende playoff-kampe, vil det være en større bedrift for målmanden end for otte år siden. 

- Jeg har prøvet at kvalificere mig direkte til Champions League, men det vil være endnu større at kunne gøre det over to kampe og komme med i det forjættede land.

- Vi vil slå Slavia Prag over to kampe. Vi ved, det bliver svært, men vi har vist, vi kan slå et godt hold. Det vil være kæmpe stort for spillerne på holdet, for det er det største, man kan prøve.

- Fokus er på de to næste kampe. Sparker vi døren ind til Champions League, håber jeg på, vi kan få nogle store oplevelser, siger Hansen. 

35-årige Jesper Hansen spillede alle seks kampe i Champions League for FCN i 2012/13-sæsonen, og her lukkede Hansen og co. hele 22 mål ind. 


Af Mikkel Nøhr
Søndag 27. september