Luk

FCM-profil: Var ligeglade med hvem vi mødte

| Champions League | 1 kommentar

Infoboks

Liverpool - FC Midtjylland 2-0
Champions League gruppe D
55' 1-0 Diogo Jota
90' 2-0 Mohamed Salah

FC Midtjylland havde lagt benovelsen over at være med i Champions League bag sig, og i stedet var man helt ligeglad med, at det var Liverpool, man mødte, fortæller Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland fik sig en hård start på tilværelsen i Champions League-gruppespillet, da man i sidste uge åbnede med et 0-4-nederlag på hjemmebane til Atalanta.

I den kamp viste FCM for meget respekt og benovelse over at være med i den største klubturnering, men den benovelse var væk, da man tirsdag trådte ud på Anfield.

Det mener FCM-anfører Erik Sviatchenko i hvert fald, og det kunne ses på præstationen i 0-2-nederlaget, siger han, da han skal forklare forskellen på sidste uges FCM-præstation og tirsdagens.

- Vi havde snakket meget om distancen på holdet og om vores organisation, og det var bare til UG mod Liverpool. Når organisationen er på plads, bliver det nemmere at spille på Champions League-niveau, og så var der ingen benovelse. Folk var klar til at præstere, og vi var ligeglade med, hvem vi mødte, og vi havde som håb, at vi kunne præstere, når det virkelig gjaldt, siger han og fortsætter:

- Det gjorde vi langt hen ad vejen, men der manglede de sidste procenter for at få point, og det er det, man ærgrer sig over nu.

- Vi skal kigge på de positive ting fra præstationen, når vi er nye i Champions League, og jeg synes, det er fedt, at vi har lært så meget fra den første til den anden kamp i Champions League.

Til kampen stillede Liverpool-manager, Jürgen Klopp, op uden sin vante fronttrio Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané.

Liverpool-manageren fortalte efter kampen, at hans startopstilling var et udtryk for respekt overfor FCM, og han afviste, at han havde undervurderet FCM, selv om de alle tre samt Giorginio Wijnaldum også måtte på banen for at lukke kampen.

Sviatchenko bemærkede, at de bedste spillere kom ind til sidst og gjorde forskellen, men han var varsom med at kalde det en undervurdering.

- Deres manager undervurderede os ikke før kampen, synes jeg, men ligesom os roterer de måske i et tæt program. De har verdensklasse-spillere at sætte ind. Jeg ved ikke, om det var en undervurdering, men de kom ind til sidst, og de gjorde også forskellen.

Diogo Jota scorede til 1-0, inden Mohamed Salah scorede til 2-0 til allersidst.


Af Jonas Dalgård
Onsdag 25. november