Luk

FCM sejrede efter hektisk afslutning i gulddyst

| 3F Superliga | 97 kommentarer

FC Midtjylland vandt søndag 2-1 over FC København i Parken, og dermed er midtjyderne foran med 11 point i Superligaens guldduel.

Søndag var der gulddyst i 3F Superligaen, hvor andenpladsen FC København tog imod FC Midtjylland i den første af to indbyrdes dueller i Mesterskabsspillet.

De to mandskaber havde to gange tidligere stødt på hinanden med en uafgjort i Telia Parken og et 4-1-opgør på Heden med sejr til værterne til følge.

Inden søndagens opgør var der otte point mellem de to, så en sejr til et af holdene ville enten åbne eller så godt som lukke duellen om guldet.

FCK var uden anfører Carlos Zeca, og han blev erstattet af Nicolaj Thomsen, mens FCM blandt andet stillede med en ganske uprøvet midtbanekonstellation i form af unge Nicolas Madsen og profilen Frank Onyeka.

FCK fik tidligt i kampen sat et par fine angreb op, men det var gæsterne, der stod for kampens første mulighed.

Det var en stor en af slagsen, for FCM smækkede en dødbold indover, og pludseligt stod FCM-anfører Erik Sviatchenko fri og headede på kassen. Hans forsøg blev dog snuppet af Kalle Johnsson i FCK-målet.

Når FCM havde bolden var planen klar, og det var at forsøge at lægge pres på baglinjen i FCK med en høj bold op mod Sory Kaba, som skulle forsøge at sende en af FCM's hurtige kanter i løb.

Efter første mulighed lagde FCM yderligere pres på FCK, og det var til at se, hvem der inden kampen var nummer et. 

FCM vandt de fleste dueller, mens FCK var skødesløse, når bolden endelig var på værternes fødder, og det gjorde det altså svært for værterne, der lignede et hold, som i den grad manglede sin kaptajns ro.

Efter 20 minutter satte FCM et fremragende angreb op, da man åbnede FCK op igennem midten, inden Paulinho blev spillet dybt i venstre side. Han smækkede bolden ind til bagstolpen, hvor Awer Mabil ikke kunne få ordentligt ram på den.

Bolden dumpede dog ned foran den australske angriber igen, og så fik han kampens hidtil største chance, men han bragede sin afslutning langt over mål.

FCK fik sit første skudforsøg efter 24 minutter i et kontrastød, men Pep Biel skød over mål med hans ellers kælne venstrepote.

Forrygende føringsmål af FCM
Det var dog sparsomt med de gode FCK-tendenser, og efter 31 minutter fik kampen sit første mål.

Frank Onyeka brillerede med et skarpt træk forbi Jens Stage på venstre sidelinje, og så strøg FCM-profilen mod mål i en en mod en-duel mod Victor Nelsson.

Onyeka blev den store og trak bolden med sig til sin skudside og trykkede resolut af. Kalle Johnsson kunne kun halvklare, og derfor kunne Kaba nemt prikke bolden i mål til 1-0, da han var først på bolden.

FCM skulle kort efter have bragt sig yderligere foran på et nyt indlæg, da Anders Dreyer smækkede et hårdt indlæg ind foran mål, men Kaba og Mabil forspildte chancen.

FCK kom en smule bedre med frem mod pausen, men særligt de to angribere, Mohamed Daramy og Mikkel Kaufmann, havde det svært mod FCM's stærke forsvar.

Den bedre periode gav en fin mulighed på et fladt indlæg, hvor Rasmus Falk var i en lovende position, men fynboen kiksede sin berøring.

Det blev ikke til flere scoringer i første halvleg, hvorfor de to hold altså gik til pause ved 1-0 til Superligaens førsteplads, hvor Frank Onyeka havde været forrygende.

Wind-comeback fra anden halvlegs start
Fra anden halvlegs start sendte Ståle Solbakken angriber Jonas Wind på banen til hans første Superliga-kamp siden 16. august 2019, da han har siddet ude med en slem knæskade.

Han erstattede Jens Stage, hvorfor Daramy røg fra angrebet og ned på venstre kant - det gav en midtbane med teknikken i højsædet, og det kastede hurtigt et bedre udtryk.

FCK formåede fra anden halvlegs start at holde godt fast i kuglen, og det gav værterne et skub i ryggen at komme godt ud til halvlegen.

Winds aftryk var tydeligt, og den tilbagevendte angriber fungerede hurtigt som den spilstation, han tidligere har været så god til i FCK-trøjen.

FCM var sjældent succesfulde med at spille sig til chancer i åbent spil, så truslerne kom fra et par hjørnespark i løbet af anden halvlegs første kvarter.

Topholdet fik dog efterhånden lagt presset længere frem, og det stressede FCK i opspillet, så værterne gav et par bolde væk, som resulterede i farlige omstillinger, hvor Anders Dreyer særligt var livlig.

FCM fik bolden i kassen igen efter 67 minutter, da Dreyer sparkede bolden i kassen, men hans scoring blev annulleret for offside.

Indskiftet Vibe lukker kampen
FCK viste tænder lige efter, da Pep Biel rev sig fri på kanten af feltet og trykkede af med venstrebenet, men den spanske kantspiller sendte sit forsøg snert forbi sammenføjningen.

Med omkring et kvarter igen kom Lasse Vibe på banen i stedet for Mikael Anderson, og han viste hurtigt prøver på sin farlighed, da han modtog bolden på kanten af feltet, vendte om og tvang Kalle Johnsson til en flot redning ved nærmeste stolpe.

FCK's indskiftede Robert Mudrazija gjorde en god figur, da han kom ind. Han var med i de fleste farlige situationer, og han var blandt andet manden, der sørgede for en række hjørnespark til FCK i træk.

På et af dem fik Wind en stor chance, da Mudrazija snittede bolden videre til angriberen. Bolden kom dog så hurtigt, at Wind ikke fik drejet mod mål, så bolden fløj over mål.

Med fem minutter igen tog indskiftede Lasse Vibe et opportunistisk løb, og da Sotirios Papagiannopoulos mistimede sin offside-fælde, var Vibe alene igennem.

Han kom tæt på Johnsson, før han afsluttede, men han fik prikket den over den svenske keeper, og så var FCM på 2-0 og uhyre tæt på en sejr og de tre point, der sender FCM tæt på mesterskabet.

Selvmål giver spænding
Så nemt skulle det dog ikke være for FC Midtjylland, for på skør vis fik FCK reduceret. 

En bold havnede hos Pep Biel, der sendte Daramy dybt. Afleveringen blev dog for lang. Det skulle dog ikke være til gene for FCK for Joel Andersson forsøgte at cleare bolden, og den clearing ramte Paulinho og fes ind i kassen til en FCK-reducering til 1-2.

Så var spændingen tilbage og FCK lagde pres på efter scoringen og fik blandt andet en stor mulighed på et hjørnespark.

Det skulle dog ikke lykkes FCK at komme helt tilbage, og dermed er FCM altså 11 point foran i Superligaen.

F.C. København på hjemmebane. Find dit gavekort til store oplevelser her!


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 7. juli