Luk

FCM smadrede på: Brøndby virkede stressede

| Sydbank Pokalen | 17 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - FC Midtjylland 0-2
Sydbank Pokalen
22' 0-1 Charles
61' 0-2 Junior Brumado

Erik Sviatchenko er meget tilfreds med FC Midtjyllands indsats mod Brøndby. De havde svært ved at tøjle os og virkede stressede, vurder anføreren.

FC Midtjylland sikrede sig et fremragende udgangspunkt for at komme i Sydbank Pokalens semifinale ved at slå Brøndby med 2-0 i den første kvartfinale søndag.

På det seneste har Brøndby ellers haft taget på FCM, men det fik ulvene lavet om på.

- Vi gad ikke at tabe for fjerde gang i streg til dem. Ej, jeg synes bare, vi havde et gåpåmod, i den forstand at vi troede virkelig på, at vi skulle ud og smadre igennem, og det synes jeg bare, vi så fra første fløjt, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko.

- Vi kunne holde kadencen og faldt ikke tilbage i første halvleg på noget tidspunkt. Vi var aggressive og havde mange chancer, og det skaber et momentum, som jeg føler, at vi havde i hele første halvleg.

- I anden halvleg fik vi også det der forløsende 2-0-mål, i stedet for at man skal køre 1-0 hjem, som vi normalvist har været gode tid, men på det seneste har vi ikke været det. Det var godt at score til 2-0, så det ikke blev så farligt, og så synes jeg også, at Jonas Lössl reddede stormen af, når indlæggene kom ind.

- Så kom han ud og var aggressiv og fremadrettet, og det gør også, at der var ro på, så alt i alt var det en meget tilfredsstillende første kamp, siger Sviatchenko.

Brøndby-stress og endelig styr på Uhre

FCM kom foran på mål af midtbanespilleren Charles i midten af første halvleg, men gæsterne på Brøndby Stadion kunne let have scoret flere gange før pausen, hvis ikke det var for en velspillende Mads Hermansen i det blågule mål.

Erik Sviatchenko ærgrede sig i pausen over, at føringen ikke var større.

- Vi var ærgerlige, fordi vi ikke førte mere, men jo ikke i forhold til selve kampen, for der var vi sindssygt godt kørende. Det er den sang, vi har for tiden, at vi mangler effektivitet, men det gode er, at vi ikke bliver slået ud af det.

- Vi kom ud til pausen med troen på, at vi skulle ud og score flere mål. Vi snakkede om nummer to, tre og fire sågar, og det er det mindset, vi ligesom havde bygget op på kort tid, at man bare flyver derudaf, og jeg synes, de havde svært ved at tøjle det, siger forsvarsprofilen.

Han oplevede generelt, at Brøndby havde svært ved at håndtere presset fra FCM.

- De virkede stressede, i den for stand at vi pressede dem rigtig, rigtig hårdt, og vi var også meget mere opmærksomme på at skubbe langt længere op på de spillere, der nu faldt ned i det rum.

- Det kræver noget mod, at man tør måske stå én-mod-én nogle gange, men så bliver man også belønnet for det, når det lykkes, og det er ringe i vandet, der spredes, til at folk tror på den her dynamik, vi satte i kampen, selvom de slap igennem et par gange.

- Men hellere at de gør det en enkelt gang, end at vi står tilbage og bare parerer, for det er vi ikke gode til. Vi er bedst til at komme fremad, siger Sviatchenko.

Superligatopscorer Mikael Uhre ramte overliggeren i første halvleg, men var ellers ikke særligt farlig.

- Jeg synes faktisk, vi for en gangs skyld havde styr på Uhre. Han er en fantastisk spiller, og selvom man egentlig godt ved, hvad han vil, formår han alligevel at gøre det, han er god til – at løbe i dybden og time det godt.

- Men her fik vi mere styr på det, og det slog ham ud, at han ramte overliggeren på den der, så det var godt, men han er en dygtig spiller, siger Erik Sviatchenko.

FCM kan nu rette fokus mod Europa League-udekampen mod Ludogorets på torsdag, inden der er returkamp mod Brøndby på MCH Arena i Herning på søndag.


Af Martin Schmidt
Onsdag 19. januar
Tirsdag 18. januar