Luk

FCM stjal sejren over Brøndby dybt i overtiden

| 3F Superliga | 155 kommentarer

Brøndby pressede FC Midtjylland i bund i store dele af opgøret, men det lykkedes dem ikke at holde deres 2-0-føring, efter Erik Sviatchenko med et mål dybt inde i overtiden sikrede en 3-2-sejr til FC Midtjylland.

Lørdag aften lagde Brøndby græstæppe til topopgøret mod FC Midtjylland.

Brøndby gik ind til kampen på Brøndby Stadion som indehaver af førstepladsen i 3F Superligaen, på trods af at de tabte foregående runde med 2-0 til SønderjyskE.

Gæsterne fra det midtjyske trådte ind på banen med en 3-1-sejr over OB i bagagen fra forrige runde og en femteplads blot to point fra Brøndby.

Der var derfor rigeligt at vinde for de to mandskaber, som kom flyvende ud af starthullerne i kampens indledende minutter.

Åbningsmålet kom efter 16 minutters spil. Andreas Bruus havde oceaner af plads foran feltet, og på frispilningen kunne han alene mod Jesper Hansen sparke hårdt til bolden og score sit første mål for Brøndby til stillingen 1-0.

To minutter efter kunne cheftræner Niels Frederiksen tage sig til hovedet efter en stor forspildt chance fra sit mandskab. Morten Frendrup blev sendt i dybden, men midtbanemanden løb ud i en spids vinkel i feltet, hvorfra Jesper Hansen læste skudforsøget tæt mod stolpen.

Efter godt en halv times spil var det så Mikael Uhres tur til at spille sig tæt på det udbyggende mål for Brøndby. Værterne fangede gæsterne i et højt pres, og på omstillingen endte bolden til sidst for fødderne af Mikael Uhre i feltet, hvor han fra en spids vinkel sparkede bolden få centimeter forbi den modsatte stolpe.

Med fire minutter tilbage af første halvleg var Jesper Lindstrøm millimeter fra at forløse Brøndbys massive pres, da han med en flugter sparkede bolden på stolpen.

Rødt kort og comeback i anden halvleg

Brøndbys bombardement af FC Midtjylland fortsatte straks efter pausen. Jesper Lindstrøm tørrede Evander med en tunnel på kanten, og med et hårdt fladt indlæg fandt han Andrija Pavlovic, der få meter fra stregen sendte bolden lige på kroppen af Jesper Hansen.

Fem minutter efter Jørgen Daugbjergs startfløjt kunne FC Midtjylland ikke holde Brøndby tilbage længere. Mikael Uhre fandt Jesper Lindstrøm med sin aflevering fra baglinjen, og med en følt inderside sendte den unge dansker bolden sikkert i mål til 2-0.

Efter 57 minutters spil blev slemt til værre for FC Midtjylland, da Jesper Hansen smed sig i græsset. En lyskeskade kunne ikke holde ham på banen, og derfor måtte reservemålmand Mikkel Andersen løbe på banen.

Stadionuret lyste 60 minutter, da FC Midtjylland bragte lidt midtjysk håb tilbage i opgøret. Kevin Mensah gled, idet han forsøgt at cleare et indlæg til bagerste stolpe, hvor Anders Dreyer i stedet kunne lægge bolden til rette og banke bolden op i hjørnet til 2-1.

Med tyve minutter tilbage af opgøret blev Mikael Uhre sendt i dybden bagved FC Midtjyllands forsvarer, der stod helt oppe på midterlinjen. Mikael Uhre løb helt frem mod mål og sendte bolden i kassen, men han jublede forgæves, da linjedommeren vinkede korrekt for offside.

Indskiftede Pione Sisto fik kort efter sit indløb på banen chancen på frisparket kort ude fra feltet. På et kort tilløb sparkede han bolden på mål, hvor Marvin Schwabe med tvivlsomt forsøgte at bokse bolden tilbage i banen, men i stedet boksede han den i mål. 2-2.

Med ti minutter igen fik Sigurd Rosted vist sit andet gule kort for at kante Frank Onyeka, hvilket lagde grundlag for ti meget lange minutter for hjemmeholdet.

I kampens døende minutter fik FC Midtjylland kæmpet sig til et hjørnespark, som Erik Sviatchenko headede i kassen til slutresultatet 3-2 til gæsterne.


Af Lasse Rene
Fredag 27. november
Torsdag 26. november