Luk

FCM's rekordindkøb glad for Sviatchenko-ros

| 3F Superliga | 0 kommentarer

FC Midtjyllands dobbelte målscorer Sory Kaba sætter pris på rosen fra anfører Erik Sviatchenko og understreger, at holdets succes er det vigtigste. 

Efter næsten to måneder uden scoringer lynede Sory Kaba to gange, da FC Midtjylland søndag bankede FC København med 4-1 i 3F Superligaen. 

Kaba var glad, men understregede efterfølgende flere gange, at holdets bedste er det vigtigste. 

- Målene gik ind denne gang, og det er jeg glad for. Det var godt. Det er altid godt at slå FC København, så vi er meget glade, siger Kaba til bold.dk og tilføjer:

- Som angriber har man altid perioder, hvor man ikke scorer, men holdet vandt stadig, og det er det vigtigste.

Kaba har brugt meget tid på selvtræning i den seneste periode, og det stopper ikke på grund af de to mål, fastslår angriberen.

- Jeg har haft en masse ekstra træning, for jeg ved, at kun hårdt arbejde gør, at jeg kommer derned, hvor jeg skal være. Men det handlede ikke så meget om, at jeg ikke scorede mål. 

- Sådan er det hele tiden for mig, for det er hårdt arbejde, der skal bringe mig frem til der, hvor jeg gerne vil være. Og det stopper ikke nu, siger Kaba. 

Ros fra anføreren

Både før og efter kampen har blandt andre anfører Erik Sviatchenko rost Kaba for angriberens hårde arbejde på træningsbanen. 

- Han er købt ind som tre millioner euro-manden og den store superstjerne, og sådan er han også som person. Det er fantastisk at have ham i truppen, sagde Sviatchenko blandt andet om Kaba til bold.dk inden FCK-kampen. 

- Det er jeg glad for at høre, for han er vores anfører og god person. Og jeg er sådan, fordi holdet er det vigtigste for mig, og ikke så meget mere, siger Kaba med et smil og tilføjer: 

- Jeg er glad for at være i FCM. Det er en god klub for mig.  Vi har et stærkt hold, der har mulighed for at vokse endnu mere, og jeg håber bare, at det fortsætter.

Kaba har lavet fire mål i sine første 12 Superliga-kampe og fem mål i 15 kampe i alle turneringer.

Køb billetter til FC Midtjyllands kommende hjemmekampe her!


Af Mikael Blond
Torsdag 14. november