Luk

FCN-anfører: Udløb tiltrækker flere klubber

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland-anfører Magnus Kofod kan snart frit forhandle med klubber. Hans udløb tiltrækker flere klubber, men det er alfa omega, at han finder en klub med en plan for ham.

Gennem de seneste transfervinduer, har FC Nordsjællands 22-årige anfører Magnus Kofod været en af spillerne på affyringsrampen i Farum.

I sommer lignede det, at det var tid, da Kofod gik ind i sidste år af kontrakten, men som bekendt har han stadig hjemme på kunstgræsset på Right To Dream Park.

Fra januar kan han altså frit forhandle et sommerskifte på plads, uden at den hentende klub skal betale FCN for skiftet, og Kofod, som ikke lægger skjul på, at han gerne vil videre i karrieren, indrømmer, at sommerens udløb giver flere muligheder.

- Det er helt klart, det giver nogle muligheder, fordi prislejet bliver skudt en smule ned. Det tiltrækker en del flere klubber, lyder det fra Kofod til bold.dk.

Han vil ikke kommentere på, om der lige nu er en interesse, der gør, at det trækker op til et klubskifte.

Det er drømmen, at det skal ske snart, men han afskriver heller ikke helt, at han kan forlænge sin nuværende FCN-aftale.

- Der er mange faktorer, som spiller ind på det. Jeg skal se på om interessen fra udlandet er det rigtige, og jeg skal vurdere, om det er det rigtige at skifte til vinter eller til sommer.

- Så altså, en forlængelse kan godt komme på tale, men jeg vil også gerne ud at prøve mig selv af et andet sted på et tidspunkt.

Kofod har spillet hele karrieren i FCN, hvor han er noteret for 152 kampe.

- Klubben skal have fulgt mig og have en plan

Mens udløbet altså giver mere interesse for den centrale midtbanespiller, så tager han dog ikke hvad som helst.

- Det skal være en klub, der virkelig vil have mig.

- Den skal have fulgt mig længe, og der skal være en klar plan for, hvad de vil med mig. Det er egentlig det vigtigste.

- Mit næste step skal selvfølgelig være et step op, men der skal være en rimelig chance for spilletid, så jeg kan udvikle mig, og det kræver, at der findes en plan for, hvad jeg skal gøre i klubben for at kunne tage de skridt, siger han og tilføjer:

- Jeg hører jo plusser og minusser om forskellige lande og ligaer fra de spillere, jeg kender, der er taget ud. For mig handler det om klubben, træneren og sportsdirektøren, og så skal spillestilen være en, der passer til mine kvaliteter. Det er alfa omega for min succes det næste sted.

- Er det et bundhold, der måske har bolden 20 procent af tiden, så er det ikke særlig attraktivt for en spiller som mig. Det er på bolden, jeg har flest kvaliteter, og måske ikke så meget en mod en-dueller i defensiven, siger Magnus Kofod.


Af Jonas Dalgård
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december