Luk

FCN-back om 18-årig stopper: Stolt indeni

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - AGF 2-0
Superligaen Mesterskabsspil
18' 1-0 Kamaldeen Sulemana
87' 2-0 Oliver Antman

FC Nordsjællands Oliver Villadsen blev helt stolt indeni af at se, hvordan 18-årige Adamo Nagalo løste sin blot anden kamp i 3F Superligaen mod AGF.

Skaden har haglet ned over FC Nordsjælland og særligt defensiven, hvor holdet søndag aften var i en alvorlig knibe i forhold til at udfylde deres tre-back kæde bag til. 

Kian Hansen, Johan Djourou, Maxwell Woledzi sidder nemlig alle tre ude med skader, mens Ulrik Yttergård Jenssen afsonede karantæne. 

Derfor måtte Mads Døhr Thychosen vikariere i midterforsvaret sammen med 18-årige Adamo Nagalo, der inden kampen i går blot havde spillet fire minutters seniorfodbold, da han tidligere på sæsonen blev indskiftet mod Lyngby.

Det lykkedes at holde AGF fra at score, og det gjorde FCN-backen Oliver Villadsen utroligt stolt. 

- Jeg er meget, meget, meget stolt af holdet. Vi har mange forsvarsspillere skadet, og så kom der nogle nye ind som Adamo Nagalo, som kun har spillet en kamp, men han kom ind og kunne ikke gøre det bedre, end han gjorde. 

- Det viste også, at han er sulten efter spilletid. Jeg bliver faktisk stolt indeni af at se en spiller, der kun har fået én kamp, gik ind og spillede en vanvittig god kamp mod AGF. Det viser også bare den kultur, vi har i klubben, hvor alle stoler på hinanden, uanset hvor gamle vi er, siger Oliver Villadsen. 

På forhånd kunne man godt være lidt bekymret på FCN's vegne, når de skulle håndtere Superligaens topscorer, Patrick Mortensen, med et amputeret forsvar, men den bekymring delte Villadsen ikke. 

- Jeg gik ind til kampen og tænkte, at der er lidt ligegyldigt, hvem der spiller, for vi har alle de samme principper. Vi ved, hvad vi skal gøre, lige meget hvilken position man spiller. Der er så stor en tiltro til hinanden, så jeg var ikke nervøs for det inden kampen. 

FC Nordsjælland vandt kampen med 2-0 på mål af Kamaldeen Sulemana og Oliver Antman.


Af Andreas Roesen
Tirsdag 20. april