3F Superliga -FCN-boss roser 16-årig: AGF slipper for ham
Foto: FC Nordsjælland
2019-09-23 07:00:02
Foto: FC Nordsjælland

FCN-boss roser 16-årig: AGF slipper for ham

Flemming Pedersen roser purunge Tochi Chukwuani, der søndag fik debut mod AaB som den sjetteyngste i Superligaens historie.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Da FC Nordsjælland søndag besejrede AaB med 2-1, fik midtbanespilleren Tochi Chukwuani debut i FCN-trøjen, da han blev indskiftet i kampens afslutning.

Det skete i en alder af bare 16 år og 182 dage, og han er dermed den sjetteyngste spiller i Superligaens historie.

Forventningerne til Tochi Chukwuani er store i FCN, og faktisk var der lagt op til, at han skulle have fået debut et par uger tidligere.

- Både mod Hobro og mod Brøndby havde vi gjort ham klar, men i begge kampe gik en spiller kold, så vi måtte skifte Martin Freese ind i stedet.

- Op til kampen mod AaB døjede Mikkel Rygaard lidt med ryggen, så Tochi fik at vide lørdag, at han skulle starte inde, hvis ikke Rygaard blev klar, siger FCN-træner Flemming Pedersen.

AGF slipper for ham

Tochi Chukwuani har nigerianske forældre, men er født i Danmark og har valgt at repræsentere de danske ungdomslandshold.

Det er allerede blevet til otte optrædener på U17-landsholdet, og i denne uge drager han igen af sted med landsholdet og er dermed ikke med mod AGF i næste spillerunde.

- Det er én, vi kommer til at se mere til, men nu skal han med U17-landsholdet, så AGF slipper for ham i næste uge, siger Flemming Pedersen med et smil og beskriver stortalentet:

- Han er rigtig god med bolden og dygtig til at spille sig hurtigt ud af pres. Han er meget hurtigt tænkende, kan spille med begge ben og er god i presspillet.

- Derudover er han meget duelstærk. Han er stort set den eneste på holdet, der kan tage Mohammed Kudus i nærkampe, siger FCN-træneren.

Det danske U17-landshold møder Færøerne på fredag og Litauen næste mandag.

Ligegyldigt om man er 30 eller 16

FC Nordsjælland-sportschef Jan Laursen er begejstret over, at Tochi Chukwuani har fået debut på førsteholdet og har ligeledes store forventninger.

- Tochi har et rigtig stort potentiale, og nu handler det om, hvordan han tilpasser sig til seniorfodbolden, siger Jan Laursen til bold.dk og tilføjer:

- Det afgørende er ikke, om man er 30 eller 16 – det handler udelukkende om kvaliteten. Er man dygtig nok, skal man nok komme i spil, og det gjorde Tochi mod AaB.

Forventer du, at han får mange kampe i Superligaen i denne sæson?

- Det håber jeg da, men det er meget op til Tochi selv. Vi har ikke travlt, når han kun er 16, men vi kan jo godt se til træning, hvad han besidder af evner, siger sportschefen.

Den yngste spiller i Superligaens historier er fortsat Kenneth Zohore, der i 2010 fik FCK-debut i en alder af 16 år og 35 dage.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce