Luk

FCN-chef ser fremgang: Blevet bedre mod AGF

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - AGF 2-0
Superligaen Mesterskabsspil
18' 1-0 Kamaldeen Sulemana
87' 2-0 Oliver Antman

FC Nordsjælland har tidligere haft svært ved AGF, men i denne sæson er det blevet til lutter sejre, og det er fordi, man har været tro mod egen taktik, siger FCN-træner Flemming Pedersen. 

Søndag aften vandt FC Nordsjælland 2-0 på hjemmebane over AGF, og det var tredje gang ud af tre mulige kampe, at det blev udfaldet mellem de to hold.

Inden denne sæson havde AGF vundet tre af de fire seneste indbyrdes opgør, mens  den fjerde kamp endte med en uafgjort. 

FCN-træner Flemming Pedersen tror derfor heller ikke, at hans mandskab har en ønskemodstander i AGF, men holdet har lært at spille mod David Nielsens tropper.

Det fortæller han til bold.dk.

- Vi har faktisk haft rigtigt store udfordringer med dem, specielt efter David Nielsen blev træner for dem. De har haft en jerndefensiv og været fantastiske på omstillinger og straffet os rigtigt, rigtigt hårdt. Det kan godt være, at vi har haft bolden mest i de foregående kampe, men de har siddet hårdt på os, og vi har haft svært ved at få vores spil igennem.

- Vi har holdt fast i os selv, fordi hver gang vi har mødt AGF, så har vi ikke forsøgt at ændre noget. Vi har et mantra om, at vores modstandere er vores hjælpere. Vi står overfor én udfordring igen, og vi prøver det samme. Vi laver ikke taktikken om, forsøger det samme og ser, om vi ikke kan blive bedre. Det ser ud til, at vi er blevet bedre. 

- Eksempelvis når de sætter deres pres ind med otteren, så er vi blevet bedre til at vurdere, hvornår vi skal spille ind bag presset, hvornår skal vi vende det og hvornår skal vi spille på ydersiden. Nogle gange kan vi ikke spille på ydersiden, men så er det, fordi deres backs er gået i et tidligt pres, og så slår vi lidt længere bolde ind bag deres backs. De valg er vi blevet bedre til. Vi har holdt fast i måden at spille mod AGF.

Lokker AGF frem med tidlig scoring: AGF er bedst defensivt

FC Nordsjælland er også blevet begunstiget i denne sæson af, at de har scoret det første mål i de tre kampe i denne sæson, og det har lukket AGF frem. 

- De foregående år har AGF scoret det første mål, og så har det været på deres præmisser. I denne sæson har vi scoret det første mål, og så har presset været på dem for at skabe noget mere med bolden. Det er ikke der, de er stærkest. De er stærkest med deres defensiv, omstillinger og standardsituationer. Der er vi også blevet bedre til at forsvare mod deres standardsituationer. 

- Det har ikke gjort noget, at de har haft bolden lidt mere i denne sæson. Spillernes valg på banen står hele tiden imellem, hvornår skal vi gå i et højt pres, og hvornår skal vi tillade modstanderen at være lidt mere på bolden.

- Der tillod vi AGF at være en hel del på bolden, ligesom sidste gang vi spillede her, hvor vi også kom tidligt foran, siger Flemming Pedersen til bold.dk.

FC Nordsjælland møder søndag Randers FC på udebane.


Af Andreas Roesen
Tirsdag 20. april