Luk

FCN-chef ser Mbappé-evner og United-niveau

| 3F Superliga | 24 kommentarer

Infoboks

Vejle Boldklub - FC Nordsjælland
Superligaen Grundspil (22/10)
Bet25 3,25 3,90 2,07
Oddset 3,15 3,65 2,20
bet365 3,00 3,60 2,10

Flemming Pedersen lovpriser Kamaldeen Sulemana, som ifølge FCN-træneren vil kunne begå sig toppen af Premier League og kan meget af det samme som Kylian Mbappé og Neymar.

19-årige Kamaldeen Sulemana er uden tvivl et af Superligaens største salgsemner, og bejlerne til den lynhurtige ghaneser er mange.

Ajax har længe jagtet FCN-stjernen, mens Manchester United og Leverkusen også er blandt de klubber, der følger Kamaldeen tæt.

Efter mandagens 2-2-kamp mod FC København, hvor Kamaldeen Sulemana igen viste sig godt frem for blandt andre Ajax-bossen Marc Overmars, fortalte hovedpersonen selv, at han føler sig klar til at tage næste skridt denne sommer.

FCN-træner Flemming Pedersen er fuldstændig enig i den vurdering.

- Det kan jeg kun sige ja til. Han er klar til at spille fodbold på et højere niveau, og det tror jeg, alle kan se. Det, som folk måske ikke kan se, er det mentale, og hvordan han er uden for banen, og det er en moden, selvstændig fyr, som har fået en rigtig, rigtig god opdragelse på Right to Dream-akademiet, inden han kom hertil, siger Flemming Pedersen.

Hvordan ser du ham passe ind i Ajax?

- Han passer jo fint til deres spillestil. Om det lige er sådan en typisk Ajax-spiller, må Overmars og andre svare på, for Ajax-spillere skal jo også være utroligt boldfaste og så videre, men selvfølgelig vil de også gerne have nogle gennembrudshidsige.

- Kamal er en type, der sætter bolden på spil hele tiden ligesom nogle af PSG-spillerne. Når man ser de hurtige PSG-spillere, og hvad de kan præstere på højeste niveau... Kamal har jo det samme.

- Der er både Neymar, Mbappé og Di Maria – altså de der spillere, som kan accelerere helt vildt med bolden. Dem er der ikke mange af, siger cheftræneren.

Kan du se ham begå sig i United?

- Ja, det kan jeg. Der er ikke rigtig noget sted, han ikke kan begå sig.

Så han er klar til toppen af Premier League?

- Ja med den rette klub og det rette miljø, for det, det handler om, er også spilletid. Selvom han er klar til toppen af en af de større ligaer i Europa, så er det klart, at han ikke kan få lige så meget spilletid, hvis holdet allerede har to-tre af hans typer. Spilletid er stadigvæk vigtigt som ung spiller, fastslår Flemming Pedersen.

Stadig et godt stykke fra topniveauet

Flemming Pedersen er begejstret over Kamaldeen Sulemanas nuværende niveau, men han er ikke i tvivl om, at ghaneseren har endnu mere at lægge på.

- Der mangler en del, for han har et meget, meget højt topniveau, og det er klart, at når han får endnu bedre medspillere på et tidspunkt og kommer til at spille endnu hurtigere spil, så vi rummene åbne sig. Der er meget fokus på ham i Superligaen, men på et endnu bedre hold er der også andre, der vil være fokus på.

- Han har et meget, meget højt niveau, og jeg tror, at alle scouts i Europa efterhånden har vidst det i nogle år – altså siden 2017, hvor han som U15-spiller vandt en stor internationale turnering nede i Holland. De var der alle sammen... Arsenal, Real Madrid, Red Bull Salzburg og så videre, siger Flemming Pedersen.

Cheftræneren fortæller, at der bag Kamaldeens succes ligger en masse hårdt arbejde med det fysiske.

- Han har arbejdet meget, for han har også været lidt skadet, og det er typisk, når man er i puberteten, og man har den fart i kroppen. Så skal der bygges nogle muskler på, for ellers river man simpelthen skelettet fra hinanden med den fart.

- Der har vi lavet en rigtig stort professionelt arbejde på Right to Dream-akademiet med deres fysiske afdeling i samarbejde med vores head of medical. Vi har taget hånd om ham og har præpareret og bygget ham op på den måde, så han har fået en krop, som kan... Altså man skal tænke på, at den energi, han forbrænder med de accelerationer, er voldsomt, siger Pedersen.

Tror du, vi har ham i Superligaen i mere end tre kampe endnu?

- Nej, det tror jeg ikke, men det er op til Kamal selv, fordi der er så mange, som kigger på ham. Nu ved jeg godt, at Overmars var her nu, men der er rigtig, rigtig mange andre øjne på ham.

- Vi skal selvfølgelig også hjælpe ham videre og være med til at rådgive, hvad det bedste næste skridt er. Det synes jeg, vi har ansvar for, og så er det op til Kamal, om han vil lytte eller ej, siger Flemming Pedersen med et smil.

Kamaldeen Sulemana har kontrakt til udgangen af 2024 i FCN, der angiveligt kræver i omegnen af 100 millioner kroner for den ghanesiske landsholdsspiller.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 19. oktober
Mandag 18. oktober