Luk

FCN-chef spår rekordsalg en stor fremtid

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Rennes - Lens
Ligue 1 (08/08)
bet365 2,00 3,40 3,75

Kamaldeen Sulemana har ifølge FCN-træner Flemming Pedersen potentiale til at spille Champions League.

FC Nordsjælland har lavet mange store salg de seneste år, og for få dage siden leverede klubben det største salg i sin historie.

Ghanesiske Kamaldeen Sulemana blev skudt af sted til franske Rennes for en pris, der ifølge flere medier rammer 150 millioner kroner.

FCN-træner Flemming Pedersen har tidligere sammenlignet Kamaldeen Sulemana med verdensstjernen Neymar, og han understreger igen, at offensivspilleren har et enormt potentiale.

- Kamaldeen er en af dem, der har været i FCN, som kan nå længst, siger han.

Flemming Pedersen sammenligner Sulemana med tre tidligere FCN-spillere, når det kommer til potentiale.

- For mig er de fire spillere med størst potentiale i klubbens historie Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Mohammed Kudus og Kamaldeen Sulemana. De har alle fire potentiale til at spille Champions League.

En anden FCN-spiller, der potentielt kan være fortid, når transfervinduet lukker, er Magnus Kofod Andersen. Han vil ikke selv udelukke, at han bliver i FCN.

- Vi må se, hvad tiden bringer. Lige nu er jeg rigtig glad for at være i Nordsjælland, og jeg vil gøre alt for klubben så længe, jeg er her.

- Men der er jo stadig halvanden måneds tid tilbage af transfervinduet, og jeg kan simpelthen ikke svare på, om jeg stadig er i FCN til den tid.

På trods af salget af en stor profil og flere mulige afgange understreger Flemming Pedersen, at målsætningen ikke har ændret sig.

- Målsætningen er som sædvanlig at komme i top-6. Derfra har vi en forhåbning om at kunne gøre os gældende omkring top-3, men det ser vi på til den tid. Først og fremmest skal vi i top-6.

FCN skal møde AGF i næste spillerunde, hvor klubben skal forsøge at hente sæsonens første sejr. Søndag blev det således til nederlag i sæsonpremieren mod Viborg FF.

/ritzau/


Af Raymund Nelausen

1 kommentar

nixcha 18:32          
Ligesom alle de andre rekordsalg fra FCN?
Mandag 26. juli