Luk

FCN-chef: Vi er ikke ude med salgsskiltene

| 3F Superliga | 1 kommentar
FCN-chef: Vi er ikke ude med salgsskiltene
Foto: Getty Images

Infoboks

FC Nordsjælland - AC Horsens
Superligaen Grundspil (16/02)
bet365 1,75 3,75 4,33
NordicBet 1,76 3,70 4,65
Oddset 1,72 3,80 4,60
YouBet 1,69 3,85 5,00

FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, understreger, at klubben ikke aktivt jagter salg af sine eftertragtede profiler, selv om der skal penge i kassen for at få maskineriet til at løbe rundt.

Med to akademier, et kvindehold, et nyt projekt i Hillerød samt et Superliga-hold, så skal der penge i kassen for at få maskineriet til at køre rundt i FC Nordsjælland.

Penge til det kunne komme fra spillersalg, hvor profiler som 19-årige Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus kunne være to oplagte salgsobjekter, da begge har imponeret og tiltrukket sig interesse igennem efteråret.

Men i FCN er man ikke desperate for at få solgt sine profiler i øjeblikket, slår FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, fast overfor bold.dk.

- Vi er nået et punkt, hvor vi ikke behøver gøre så meget i forhold til det eksterne, for der er mange, der følger med. Det må komme, når og hvis det kommer. Så vi er ikke ude med salgsskiltene, siger Laursen og tilføjer:

- Det er vigtigt for mig, at det kommer ud, at vi ikke bare sidder og venter på, at telefonen ringer og vi tænker 'er der nu ikke nogen, der vil købe?' Jo, det er vigtigt for os at få de indtægter ind, som skal til for at køre det her projekt med akademier, kvindeholdet og mere, men mange års læring har lært os, at vi skal fokusere på at præstere, og så kommer mulighederne af sig selv.

- Tænkte vi kun på at sælge, så kunne vi ikke have været i Superligaen i 18. sæson i træk. Det er vi, fordi vi gør vores arbejde og har lige så meget fokus på at udvikle holdet som den enkelte.

I sommer solgte FC Nordsjælland fire af sine største profiler i form af Andreas Skov Olsen, Victor Nelsson, Karlo Bartolec og Mads Valentin.

Skal ikke være bekymrede for interesse 
Mikkel Damsgaard fortalte tidligere på ugen til bold.dk, at der har været interesse, som har krævet opmærksomhed hen over julen.

Den unge FCN-angriber ser dog også gode perspektiver i at blive i 3F Superligaen, og det er sportschef Jan Laursen enig i.

- Damsgaard er en rigtig dygtig spiller og en klog knægt, så det handler for ham om at være endnu mere ambitiøs, og så må vi se, hvad der kommer, siger han og uddyber:

- Det er absolut ikke et hovedfokus, at han bare skal af sted. Men vi ved godt, at når man har én som ham, og hvis han kan blive ved at præstere, så kommer der ikke bare én, men en del interesserede.

- Men hvis vi har fokus på at sælge ham, så er det et forkert fokus. Det er vigtigt at sige for mig fra mit bord. Vores mål er at blive ved at udvikle ham og sørge for, at han har det rette fokus.

- Vi har fokus på at præstere, og vi vil præstere med det hold her. Vi behøver ikke være bekymrede for den anden del, det viser historien.

- Vi skal præstere med holdet, og ud af holdets præstationer opstår muligheder for den enkelte. Lige nu ligger der et vigtigt forår, som vi har stor respekt for.

- Det er heller ikke forbudt at forlænge kontrakter, men det er en dialog, man har sine gode medarbejdere.

Ombejlede Kudus præsterer
Ghanesiske Kudus fik i efteråret debut for Ghanas landshold, og han kvitterede med en flot scoring.

Jan Laursen er fåmælt, når det kommer til interessen om den venstrebenede power-spiller.

- Der har lige været juleferie, og nogle af spillerne har vi ikke set endnu, så det tager vi, når vi mødes. Men Kudus er jo også der, hvor han er komfortabel og kan præstere. Men der vil være en del, der følger en, hvis man præsterer i vores klub, og det er også noget, man i sin udvikling skal kunne lære at abstrahere fra.

- Men vi har også den politik, at opstår der noget konkret og seriøst, så sætter vi os og snakker om det. Men det sker med dem og ikke i dette forum, siger Jan Laursen.

En spiller, som med stor sandsynlighed er på vej væk fra FCN er 25-årige Godsway Donyoh, som ifølge bold.dks oplysninger har interesse fra 2. Bundesliga-klubben Dynamo Dresden. Han er røget ud af holdet i løbet af denne sæson.

Køb billetter til FC Nordsjællands kommende hjemmekampe her!


Af Jonas Dalgård
Søndag 19. januar