Luk

FCN forventer Ederson-spark fra ung komet

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Flemming Pedersen har store forventninger til 19-årige Emmanuel Ogura, som han kalder en moderne målmand, der kommer til at lave assists med sit lange spark.

Han startede sæsonen som tredjevalg på målmandsposten i FC Nordsjælland, men siden er det gået stærkt.

Af forskellige årsager har det ghanesiske målmandstalent Emmanuel Ogura fået chancen, og FCN-træner Flemming Pedersen er begejstret over, hvad han har set.

- Det har været helt klart, at Emmanuel Ogura har haft en meget, meget stejl udviklingskurve. Specielt de sidste 14 dage, men han har haft det siden vores preaseason i Holland, hvor vi var på træningslejr.

- Han var klart tredjevalg, og vi ville på det tidspunkt ikke give ham en plads i superligatruppen, fordi han var klart tredjevalg, så han blev hos U19 og skulle så være med oppe og træne med førsteholdet, men spille kampe på U19.

- Der må man sige, at han tog skuffelsen som en mand, og så har han bare arbejdet videre under kyndig vejledning af Magnus Pondus Hansen, vores ekstremt dygtige målmandstræner på akademiet, og Marco Knoop, vores målmandstræner på superligaholdet.

- Man må sige, han har overhalet Dudu nu, og han har også her på kort sigt overhalet Andreas Gülstorff, som var vores klare andenmålmand i sommer efter Peter Vindahl.

- Hvis ikke Andreas havde haft en del udfald med små skader og havde været impliceret i et færdselsuheld og senest har fået en lille hovedskade også, ville det være ham, der havde stået, siger Flemming Pedersen.

FCN oplyser til bold.dk, at Gülstorff for et par uger siden var involveret i et mindre alvorligt færdselsuheld, hvilket satte ham en smule tilbage i forhold til at gribe chancen på daværende tidspunkt, men at det ikke længere hæmmer målmanden.

Skal nok nærme sig Edersons spark

Flemming Pedersen har det med at sammenligne egne spillere med nogle af de allerstørste, og når snakken falder på Oguras kvaliteter, ser cheftræneren en parallel til Manchester Citys Ederson.

- Her taler vi om en moderne målmand. Han er ekstremt offensiv, atletisk og hurtig, så han har alle de kvaliteter, en atletisk markspiller har, og så føjer man det til som keeper.

- Han er ikke særligt høj. Ogura er måske 1.82, men han spiller som én, der er 1.90 på grund af hans springkræft, timing og mod. Det handler ikke altid om størrelsen.

- Han har også et rigtig godt spark. Vi vil komme til at se ham lave nogle assists i Superligaen med de lange spark. Han har ikke et lige så langt spark som Ederson, men det skal nok komme deropad. Han sparker 60 meter og stort set fra stående, og det er et meget præcist vristspark, han har. 

- Samtidig har han ro med fødderne, og de korte afleveringer spiller han både med højre og venstre. Vi skal finde balancen, for nogle gange kan han også blive for overmodig, pointerer Flemming Pedersen.

Edersons rekord for længste udspark er på 75,35 meter.

Skal lade ham turde det

Emmanuel Ogura viste sig godt frem i seneste kamp mod FC Midtjylland, hvor målmand flere gange kom blæsende ud i feltet og greb ind.

Flemming Pedersen erkender, at det er med fuld risiko, men det er vigtigt at løbe den risiko, påpeger han.

- Hvis vi tænker tilbage på Peter Vindahl, som trods alt er fire år ældre end Ogura, og de fejl han lavede, da han i foråret 2019 fik sin debut. Det var også derfor, han lige røg af i et års tid, men se hans udvikling efterfølgende.

- Det er sådan, vi kører det. Du er nødsaget til at være en risk-taker. Altså for at blive dygtigere til noget skal vi lade ham turde det. Det nytter ikke noget, at han ikke tør gå ud, for du får kun nogle erfaringer ved at gå ud og gøre det, og så skal trænerstaben nok tage ansvaret for det.

- Han kan godt gå hen og blive en topmålmand. Vi så, hvordan Peter Vindahl har udviklet sig, og forhåbentlig vil han trænge sig på til Hjulmands VM-trup med sine præstationer i Alkmaar. Men Ogura har et enormt stort potentiale, understreger Flemming Pedersen.

FC Nordsjællands næste opgave i 3F Superligaen er ude mod Vejle fredag aften, hvor unge Ogura kan spille sin førsteholdskamp nummer tre.


Af Martin Schmidt
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december