Luk

FCN-træner dumper indsats efter nederlag

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Randers FC - FC Nordsjælland 3-2
Superligaen Grundspil
8' 1-0 Stephen Odey
9' 1-1 Martin Frese
24' 2-1 Alhaji Kamara
34' 3-1 Stephen Odey
44' 3-2 Simon Adingra

Flemming Pedersen mener, at hans FCN-mandskab begik for mange fejl i 2-3-nederlaget til Randers FC.

FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, er parat til at dumpe sit mandskabs indsats i søndagens 2-3-nederlaget til Randers FC.

Det åbne opgør var præget af en række store fejl, som fik afgørende betydning, og det er noget, som går træneren på efter kampen.

- Det var en kamp, hvor begge hold lavede mange fejl og gav mange foræringer til modstanderen.

- Vi fik så ikke scoret, og selv om vi havde to-tre rigtig gode muligheder for 3-3, så løb den simpelthen ud for os.

- Det var en kamp, der kunne gå begge veje. Det er fair nok, at Randers vandt, fordi de fik spillet over på deres præmisser.

- Taler vi om en eksamen, så er vi i hvert fald dumpet kraftigt, siger den 58-årige cheftræner.

Kampens fem scoringer faldt i første halvleg, og selv om Randers scorede tre af disse, var FCN fortsat med i opgøret efter pausen.

- Vi kan ikke være særlig godt tilfredse med vores første halvleg, og alligevel lavede vi to mål. Det gav os en chance for at skabe en kamp.

- Nogle gange rammer man niveau, og andre gange gør man ikke. Selvfølgelig handler det om at have et solidt bundniveau, men alle laver fejl, og det er bare op på hesten igen, siger FCN's midtbanekriger Magnus Kofod Andersen.

I Randers-lejren var følelsen da også, at opgøret burde have været lukket før pausen. Forsvarsstyrmanden Erik Marxen lægger ikke fingrene imellem, da gæsternes scoringer kom efter defensive fejl i Randers-forsvaret, hvor han selv var direkte impliceret i FCN's mål til 2-3.

- Vi kom blæsende ud og dominerede i første halvleg. Det var meget utilfredsstillende, at det stod 3-2 ved pausen og ikke 3-1 eller sågar 3-0.

- Det var sjusket forsvarsspil ved deres første scoring og decideret dårligt forsvarsspil ved den anden, der gjorde, at de levede i anden halvleg, siger anfører Marxen.

/ritzau/


Af Rasmus Glud
Torsdag 28. oktober