Luk

Fem år i Liverpool uden debut - ville til BIF

| International | 4 kommentarer

Infoboks

Liverpool - Leicester
Premier League (10/02)
bet365 1,28 6,00 8,50

Jørgen Nielsen nåede hele fem år i Liverpool, men den danske keeper fik aldrig sin debut. Nu kigger Nielsen tilbage på et specielt ophold, hvor det kun var hans trøje, som kom på banen i Premier League.

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

Bag syvende låge gemmer sig en tidligere dansk målmand, som i 1997 skiftede til engelske Liverpool fra Hvidovre IF.

Jørgen Nielsen er måske ikke et navn, som ringer en klokke hos særlig mange i dag, men i slutningen af 1990'erne imponerede den danske keeper så meget hos Hvidovre, at Liverpool valgte at skrive en treårig kontrakt med ham.

I dag arbejder Nielsen hos Nykredit Bank i en rolle langt væk fra fodboldverden, men han husker dog tydeligt, hvordan det gik til, da Vestegnen og Superligaen blev udskiftet med Merseyside og Premier League.

- Jeg var lige blevet kåret til årets målmand i Danmark, og det skabte jo selvfølgelig noget opmærksomhed ved mit navn på et tidspunkt, hvor jeg også var inde omkring på det danske ligalandshold.

- Liverpool havde tidligere haft en dansk målmand, Michael Stensgaard, som også havde snakket godt om mig til klubben, inden de valgte at invitere mig over til prøvetræning for at se, hvad jeg egentlig kunne.

Hvordan foregik processen dengang ved dit Liverpool-skifte?

- Jeg kom til Liverpool på en uges prøvetræning, hvor jeg fik spillet og trænet en masse derover på deres reservehold. Det må have været i februar eller marts måned i 1997. 

- Her gjorde jeg det rigtig godt mellem stængerne, så inden jeg nåede at rejse hjem, meldte de deres interesse i mig. De ville sgu gerne hente mig til klubben.

- Der gik så alligevel noget tid i forhold til forhandling med kontrakten, men det faldt hurtigt på plads efterfølgende. 

Artiklen fortsætter under billedet.


Jørgen Nielsen til træning i Hvidovre IF kort tid inden, han tog til Liverpool. Foto: Mikal Schlosser/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Hvordan reagerede du, da Liverpool meldte sin interesse?

- Det var jo et kæmpe spring, da jeg kun havde spillet knap et halvt år i Superligaen på det tidspunkt med Hvidovre. Når man lige pludselig stod derover og trænede med resten af holdet, kunne man selvfølgelig godt mærke, at det var et stort skifte for mig.

- Man kan altid diskutere efterfølgende, hvorvidt det var et for stort skifte for mig dengang, men når man står i situationen, er det jo svært at sige nej, når man får en chance for at komme til Liverpool.  

- Jeg havde ikke nogen bekymringer med at tage fra Hvidovre til Liverpool dengang. Jeg hoppede sgu bare ud i det og valgte at skrive under. Det var jo stort for mig, når man kom fra Danmark.

Den hårde kamp mod David James

Nu var Jørgen Nielsen klar til at erobre engelsk fodbold og skulle forsøge at blive førstevalget mellem stængerne i Liverpool, men det var en svær opgave for danskeren.

Han kæmpede nemlig imod David James, som også var engelsk landsholdsmålmand, og derfor måtte Nielsen vente på sin chance.

- Lige da jeg kom derover, var det David James, som sad på målmandsposten. Han var desuden også engelsk landsholdsmålmand, så jeg vidste godt, at jeg ikke ville få lov til at spille med det samme. Det sagde de også til mig, men man håber da altid på at få chancen alligevel.

- Jeg havde et stort håb om, at de i klubben en dag ville give mig chancen. Jeg var jo inde omkring ligalandsholdet, så jeg ville ikke bare sidde på bænken i Liverpool, da jeg havde ambitioner om mere. 

Hvordan oplevede du selv konkurrencen mod David James?

- Jeg kunne godt fornemme, at det ville blive svært at slå James af holdet. Han havde dog en skidt periode, da jeg kom til klubben i marts måned i 1997. Det havde han faktisk helt frem til sæsonafslutningen. 

- Her var de tæt på at vinde det engelske mesterskab, hvor James også havde en uheldig rolle i nogle kampe.

- Der skal jo selvfølgelig noget mere til, før manageren sætter en engelsk landsholdsmålmand af holdet, men det lignede mere og mere, at jeg måske kunne komme på holdet på hans bekostning.

David James endte dog med at vinde kampen i Nielsens første tid, og derfor var danskeren fast besluttet på, at han ville have pladsen i den efterfølgende sæson, hvor alt startede fantastisk for ham.

Artiklen fortsætter under billedet.


Manchester Uniteds Andy Cole får her nettet til at blafre bag David James i 1997. Foto: Dan Chung/Reuters/Ritzau Scanpix.

Brøndby-kamp skulle føre til gennembrud

Jørgen Nielsen kom til Liverpool midt i en sæson, og derfor skulle han i sommeren 1997 for første gang være med i opstarten med den engelske storklub.

Her fik danskeren muligheden i målet i pre-season, hvor han blandt andet vogtede buret i en testkamp i Parken, da Liverpool tørnede sammen med Brøndby. Nielsen stod en flot kamp og imponerede stort, og det kunne have ført til det helt store gennembrud.

- Det var det tidspunkt, at jeg var tættest på at få chancen i Liverpool-målet i de fem år, som jeg nåede i klubben. Jeg følte virkelig, jeg var tæt på, og de engelske aviser begyndte også at skrive om, at der nu kom et stort pres på David James.

- Det havde helt sikkert set godt ud for mig, hvis jeg havde fået chancen i endnu en kamp i pre-season. Da vi så kom hjem fra Brøndby-kampen i Parken var jeg uheldig og vrikkede om på min fod, så jeg endte med at sidde ude i en måned. Jeg havde simpelthen forstuvet anklen.

Det var sort uheld for Nielsen, som på dette tidspunkt kunne øjne Premier League-fodbold i horisonten, men i den efterfølgende periode gik det dog den helt anden vej for danskeren, som i stedet røg længere nede i spisekæden.

- Det var der, at jeg skulle have haft chancen, men efterfølgende sker der en helt masse andre ting i Liverpool, som endte med at få en betydning for mig. Der kom en ny manager i form af Gerard Houllier, som fik en rolle som fælles-manager med Roy Evans. 

- Houllier havde selvfølgelig nogle andre planer. Desuden kom Brad Friedel også til, og så røg jeg en takt længere ned i hierarkiet. Min situation i klubben blev derfor lidt anderledes i den periode. Jeg var jo blevet købt af Evans for at lægge noget mere pres på James.

Artiklen fortsætter under billedet.


Jørgen Nielsen fik aldrig en stor stjerne hos Gerard Houllier. Foto: Ian Hodgson/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvordan ramte det dig mentalt, at du blev skadet?

- Efterfølgende har jeg tænkt meget over, at det var det uheld, som ikke skulle have været sket for mig. 

- Men jeg tænkte dog ikke så meget over det på daværende tidspunkt. Jeg var jo lige startet i klubben, så jeg var bare indstillet på at kæmpe videre for at få chancen. Men det var selvfølgelig møg ærgerligt.

Køb bogen om Danmarks vilde EM-sommer her

Liverpool stod i vejen for et skifte væk

Jørgen Nielsen nåede i sine fem år i England også at blive udlejet af Liverpool, da han i starten af 1999 blev sendt et niveau ned til Wolverhampton, som på dette tidspunkt kæmpede for at rykke op i Premier League.

Her blev danskeren endnu en gang hentet ind som reservemålmand, men Nielsen så lejeaftalen som en mulighed for at vise, hvad han faktisk var i stand til mellem stængerne.

- Det var i slutningen af min første treårig kontrakt, hvor jeg kom ned for at spille for dem. Det kom kun på plads, da de var tæt på at komme i play-offs til Premier League, og de havde kun en målmand.

- Så jeg skulle bare være backup hos Wolverhampton. Min kontrakt med Liverpool var også tæt på at udløbe, så jeg troede faktisk ikke, at jeg ville få forlænget min kontrakt med klubben. Jeg ville derfor også bruge lejeaftalen til at vise mig frem et andet sted.

Nielsen nåede tre måneder hos Wolverhampton, men den danske keeper var faktisk klar på at forlade Liverpool til fordel for Wolves, da der lå en kontrakt klar til Nielsen.

Men så valgte Liverpool at trække sig fra den aftale, som de havde lavet med danskeren.

- Det gik også rigtig fint i Wolverhampton, hvor jeg faktisk var klar på at skrive under på en kontrakt med dem. Det hele faldt dog til jorden.

Hvorfor blev aftalen med Wolverhampton aldrig til noget?

- Jeg mener, at det var sådan, at aftalen stort set var på plads. Wolverhampton var ikke i en god økonomisk situation på det tidspunkt, men Liverpool havde meddelt dem i løbet af min tre måneders lejeaftale, at jeg ikke ville koste særlig meget.

- Men lige pludselig i processen forlangte Liverpool en noget større sum for mig, som Wolverhampton ikke ville betale. 

- Jeg var indstillet på, at min tid i Liverpool var ved at løbe ud. Så det var min chance for at komme videre, og muligheden for at kæmpe om målmandsposten var markant større hos Wolves.

- Det var det, som jeg havde i tankerne dengang. Jeg kom så tilbage til Liverpool og spillede flere gode kampe på reserveholdet, og så valgte de at tilbyde mig en forlængelse på to år, som jeg sagde ja til.

Artiklen fortsætter under billedet.


Jørgen Nielsen nåede også at blive udlejet til Ikast, hvor han her ses i en duel med Brøndbys Ebbe Sand. Foto: Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

- Hvad havde Liverpool gang i?

Jørgen Nielsen fik nu en kontrakt med Liverpool frem til 2002, men der var dog en smule skuffelse at spore hos danskeren, da han missede muligheden for at skifte til Wolverhampton i Championship.

Var du skuffet over, at Liverpool hævede prisen på dig?

- Både ja og nej. Jeg har altid været glad hos Liverpool, men netop den her situation var det eneste tidspunkt i min tid, hvor jeg ikke forstod, hvad de havde gang i. Vi havde jo aftalt, at jeg kunne gå frit, hvis Wolverhampton var interesseret. Det lavede de jo så om på i sidste ende.

- Så den måde, var jeg rigtig skuffet over, hvordan Liverpool behandlede mig i den situation. Det er dog den eneste situation i min tid i klubben, som var dårlig for mig. Jeg forstod dem virkelig ikke dengang.

I stedet for at få chancen hos Wolverhampton ventede der nu endnu en tid på bænken for Nielsen, men det var han dog helt afklaret med.

- Jeg havde faktisk ikke andre tilbud på det tidspunkt, og jeg vidste jo også godt, hvad jeg gik ind til i Liverpool i de sidste to år. Nu havde jeg været reserve i tre år, så jeg havde ingen forventninger om spilletid. 

- Vi var tre/fire gode målmænd, så jeg kendte godt min rolle i de sidste to år af min kontrakt. Jeg håbede selvfølgelig stadig på, at jeg måske ville få en chance, men jeg var dog indstillet på en reservetjans.

Brøndby kunne ikke garantere spilletid

Jørgen Nielsen havde dog et tilbud fra dansk fodbold, inden han forlængede opholdet hos Liverpool med yderligere to år.

Den danske keeper forsøgte nemlig at spille sig til en kontrakt hos Brøndby, hvor Mogens Krogh på daværende tidspunkt var førstevalget i målet. Skiftet blev dog aldrig til noget, da Nielsen ikke kunne få en garanti om spilletid.

- Det er da klart, at jeg rigtig gerne ville have været til Brøndby dengang. Jeg havde også en rigtig god prøvetræning og spillede også en fin kamp for klubben nede i Tyskland i optakten til sæsonen.

- Man var dog i tvivl, om Mogens Krogh var ved at være færdig i klubben. Det viste sig efterfølgende, at han slet ikke var færdig i Brøndby, da han endte med at spille i flere sæsoner endnu. Så det var godt, at jeg ikke skiftede dertil.

- Jeg kunne jo lige så godt sidde på bænken i Liverpool, hvor jeg ville få en del højere løn. Men da skiftet glippede, vidste jeg jo ikke, at Krogh ville ende med at spille for Brøndby i flere år, så jeg var da skuffet over det.

Hvad havde du af overvejelser angående et skifte hjem til dansk fodbold igen?

- Det er jo klart, at spilletiden betød mest. Hvis jeg skulle forlade Liverpool, var det for, at jeg kunne spille fast et andet sted. Da Brøndby ikke kunne garantere spilletid, eller at Mogens Krogh ville stoppe, var der ingen grund til at tænke mere over det.

- Selvfølgelig har det økonomiske også betydet noget, da jeg sagde ja til at forlænge med Liverpool med to år. Det tænkte jeg selvfølgelig over, da jeg overvejede at tage hjem til en dansk superligaklub.

Artiklen fortsætter under artiklen.


Jørgen Nielsen til prøvetræning hos Brøndby. Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Tæt på debut i dramatisk Merseyside-derby

Når man nævner Jørgen Nielsen, kan man ikke komme uden om det famøse Merseyside-derby mellem Liverpool og Everton tilbage i 1999.

Nielsen indledte vanen tro opgøret på bænken for Liverpool, da Sander Westerveld var Gerard Houlliers førstevalg. Men efter 75 minutter kom der stort drama i kampen, da målmanden blev smidt ud med et direkte rødt kort efter et sammenstød med Evertons Francis Jeffers.

Nielsen skulle derfor ind på banen, men der var bare et problem. Liverpool havde nemlig brugt alle sine tre udskiftninger.

- Ja, det er jo en sjov historie, som jeg godt nok har fortalt mange gange, siger en grinende Jørgen Nielsen og fortsætter.

- Historien er meget god, men den er fandeme også pisse ærgerlig, når jeg tænker tilbage på det. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der var gået siden vores sidste udskiftning, da Westerveld endte med at blive smidt ud.

- Jeg kan dog tydeligt huske, hvad der skete, da jeg troede, at jeg skulle på banen. Min målmandstræner sad nede foran mig på bænken og vendte sig om og sagde: Så er det af med trøjen, du skal ind nu. 

- Jeg nåede så lige at rejse mig op og trække mine træningsbukser ned, inden der kom en fra staben og sagde, at vi altså havde brugt alle vores udskiftninger, så jeg kunne ikke blive skiftet ind.

Hvordan havde du det, da det alligevel ikke blev til en debut?

- Efterfølgende var jeg da ærgerlig, fordi det var jo måske min eneste chance. Det er jo ikke særlig tit, at en målmand bliver smidt ud eller bliver skadet. Det kunne da også have været sjovt at komme ind, når det nu var i et derby mod Everton.

- Det var selvfølgelig også ærgerligt for mig, at det kun var min spillertrøje, som endte med at komme på banen og få debut for Liverpool. 

Ja, det lyder godt nok en smule besynderligt, men Nielsens spillertrøje fik faktisk sine første og eneste minutter i Premier League. Det var dog forsvarsspilleren Steve Staunton, der fik lov til at løbe ind mellem stængerne med trøjen på i de sidste 15 minutter af opgøret.

På dette tidspunkt var det Brad Friedel, som var andenvalget i Liverpool, men han var ikke udtaget til Everton-opgøret grundet regler om antal ikke-EU-spillere i kamptruppen. Amerikaneren vogtede derfor målet, mens Westerveld havde karantæne.

Fem år på bænken - fortryder ikke

Jørgen Nielsens karriere i Liverpool er en speciel fortælling om en spiller, som tog chancen og skiftede til Liverpool uden at få debut gennem de fem år i storklubben.

Men Nielsen fortryder på ingen måde, at han i 1997 valgte at pakke kufferten og sige farvel til Hvidovre. Det endte nemlig med at blive en fantastisk tid hos Liverpool, som han altid vil være stolt over.

- Jeg fortryder på ingen måde, at jeg valgte at skifte til Liverpool, selvom det endte uden en officiel kamp. Hvis jeg havde fået tilbuddet en gang til, havde jeg jo nok sagt ja igen til Liverpool.

- Jeg er mest ærgerligt over, at jeg aldrig fik chancen. Hvis jeg havde fået den, men så ikke havde grebet den, havde det været noget helt andet. Men jeg fik jo aldrig en rigtig chance i en Premier League-kamp.

Nielsen nød tiden i Liverpool, da klubben behandlede ham ordentligt, og det var vigtigt for danskeren. Håbet om en debut for selveste Liverpool betød dog også en del.

- Jeg havde det jo også godt i Liverpool, så hvis jeg ikke var blevet behandlet ordentligt af klubben, var jeg jo måske også endt med at skifte væk. Det var en dejlig klub, hvor du blev behandlet ordentligt, selvom du ikke spillede fast på Premier League-holdet.

- Det er en mulighed, som du kun får en gang i livet. Tænk nu på, hvis jeg faktisk havde fået chancen, så var jeg Premier League-målmand for selveste Liverpool. Det var jo ikke Stoke eller en anden engelsk klub, uden jeg skal tale ondt om Stoke.

- Når man tidligere har spillet for Ølstykke og Hvidovre, og man så ender med en kontrakt hos Liverpool, så var det da uden tvivl et rigtig stort skifte for mig. Det var en kæmpe klub, og jeg havde en dejlig tid derover, fortæller Jørgen Nielsen til bold.dk.

Jørgen Nielsen vendte tilbage til dansk fodbold tilbage i 2002, da han valgte at tørne ud for Farum Boldklub, hvor han blandt andet nåede at vinde en bronzemedalje i Superligaen.

Siden da spillede Nielsen hos både HIK og BK Frem, inden han i 2008 lagde målmandshandskerne på hylden. 

Øverst i artiklen kan I se et interview med Jørgen Nielsen, da han valgte at tage til Farum-klubben.


Foto: Per Kjærbye - fodboldbilleder.dk.

Køb bogen om Lars Høgh her. 


Af Raymund Nelausen
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar
Thorup glæder sig: Vi bliver farligere i dybden
01:26
Cykeltråden - Hvil i fred, Chris Anker Sørensen
01:17
Coronavirus - snart ovre?
01:16
Tilfreds Kent N: Testkampe HAR betydning
01:08
Vildt VAR-drama i Ecuador og Brasilien-deler
00:54
Aston Villa snupper Chambers i Arsenal
00:44
Vildt VAR-drama i Ecuador og Brasilien-deler
00:40
Thorup glæder sig: Vi bliver farligere i dybden
00:39
Aston Villa snupper Chambers i Arsenal
00:38
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:33
Officielt: Mukairu er FC København-spiller
00:30
FC Midtjylland - #VagnerLoveinMidtjylland
00:29
Helsingør-scoop: Henter anfører Schoop i VB
00:26
Coronavirus - snart ovre?
00:23
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:22
Officielt: Daniel Wass er Atletico Madrid-spiller
00:21
Vildt VAR-drama i Ecuador og Brasilien-deler
00:19
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:19
Arsenal - Je suis Xhaka
00:18
Hull annoncerer ny georgisk cheftræner
00:18
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:17
Maguire roser Elanga: Kan nå så langt han vil
00:17
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:16
CV om Uhre-salg: Logisk men ikke nemt
00:15
Sydamerikansk fodbold i Danmark - hvad mener I?
00:15