Luk

Fenerbahce og Zanka vandt lokalbrag i overtid

| Super Lig | 2 kommentarer
Fenerbahce og Zanka vandt lokalbrag i overtid
Foto: Fenerbahce

På et mål dybt inde i overtiden lykkedes det lørdag aften Fenerbahce at vinde 2-1 på udebane over Istanbul-rivalerne fra Basaksehir.

Fenerbahce skulle lørdag aften forsøge at følge op på sæsonåbneren, hvor Mathias Zanka fik debut i en 5-0-sejr over Gazisehir.

Udekampen mod sidste sæsons sølvvindere fra Basaksehir var dog en helt anden udfordring end et oprykkerhold i premieren, også selvom lokalrivalerne havde tabt i premieren.

Basaksehir kom foran efter en halv time, da Enzo Crivelli afdriblede en forsvarer nær baglinjen og chippede bolden ind over Fenerbahce-keeperen fra en næsten umulig vinkel, mens Zanka bare kunne se på.

Begge hold fik inden pausen en scoring annulleret for offside, og anden halvleg åbnede med et stolpeskud fra hjemmeholdet, som nær havde bragt sig på 2-0.

Et kvarter før tid gik det så galt i den anden ende for hjemmeholdet, og det så alt for let ud, da Vedat Muriqi på en lang aflevering fra midten af banen bare kunne løbe mellem to Basaksehir-forsvarere og prikke 1-1-udligningen i mål.

Dybt inde i overtiden vendte Fenerbahce det hele på hovedet, da Ferdi Kadioglu blev spillet fri i feltet og fandt en endnu mere fri Nabil Dirar, som på bagerste stolpe blot skulle sætte hovedet på bolden til 2-1 for udeholdet.

Lokalopgøret endte 2-1 til Fenerbahce, som dermed har seks point for to kampe. 


Af Thor Carlskov
Lørdag 21. september