Luk

FIFA: 148 handler gav 2,9 milliarder til agenter

| 3F Superliga | 3 kommentarer
FIFA: 148 handler gav 2,9 milliarder til agenter
Foto: Getty Images

Klubberne har i 2019 brugt i alt 4,4 milliarder kroner på agenter, og det er en stigning på næsten 20 procent i forhold til 2018, oplyser FIFA.

FIFA har offentliggjort sin rapport omkring brugen af agenter i fodbold for 2019, og den viser en stigning på næsten 20 procent i forhold til det samlede beløb.

Klubberne har i 2019 således brugt 4,4 milliarder kroner på agenter mod 3,7 milliarder kroner i 2018.

I 2014 brugte klubberne til sammenligning 1,6 milliarder kroner.

FIFA skriver i sin rapport, at der er blevet gennemført 17.896 handler i 2019, og cirka 20 procent eller 3.558 af handlerne involverede mindst én agent.

Størstparten af disse – 2.022 handler – involverede udelukkende en agent, der repræsenterede spilleren og derfor ikke indgår i FIFA's beregning.

I de resterende 1.536 handler var den købende og/eller sælgende klub repræsenteret af en agent.

Europa er storforbrugere

De europæiske klubber er klart de største forbrugere af agenter. Hele 95,7 procent af det samlede beløb eller 4,2 milliarder kroner er brugt af klubber i Europa.

Herfra står klubberne i Italien, England, Tyskland, Frankrig, Spanien og Portugal samlet set for 80 procent af det samlede beløb eller 3,5 milliarder kroner.

Italien er topscorer med 880 millioner kroner, mens England følger efter med små 700 millioner kroner.

Klubberne i Portugal har brugt 527 millioner kroner, og FIFA bemærker, at det skal ses i forhold til de 1,2 milliarder kroner, som klubberne har brugt på indkøb.

148 gyldne handler

FIFA bemærker også, at der i 148 handler blev brugt mere end 6,75 millioner kroner på agenter.

De 148 handler gav i alt 2,9 milliarder kroner til agenter – eller 66 procent af alle agentsummer betalt af klubberne i 2019.

I gennemsnit blev der brugt små 20 millioner kroner på agenter i de 148 handler.

Kvindefodbold brugte 1,5 millioner kroner

FIFA's rapport adskiller handler i herre- og kvindefodbold. 

I 2019 er der brugt i alt 1,5 millioner kroner på 50 forskellige handler i kvindefodbold. Ingen af dem gav mere end 135.000 kroner til de eller den involverede agent. 

Læs hele FIFA's rapport her 


Af Mikael Blond
Torsdag 20. februar
Onsdag 19. februar