Luk

Finnbogason-header sikrede sejren mod FCF

| 1. Division | 8 kommentarer

Infoboks

FC Fredericia - Esbjerg fB 0-1
1. division
72' 0-1 Kjartan Finnbogason

Kjartan Finnbogason blev matchvinder for Esbjerg fB, da han scorede sit første mål for sin nye klub i 1-0-sejren over FC Fredericia. FCF scorede på et straffe, som blev annulleret og brændte så omsparket.

Esbjerg fB skulle i jagten på Superliga-fodbold fra sommer af forsøge at lægge afstand til Silkeborg IF igen, da vestjyderne lagde vejen forbi Fredericia søndag.

Esbjerg havde i sæsonåbneren på skuffende vis delt med Vendsyssel, mens Fredericia havde tabt 0-4 til oprykningsfavoritterne Viborg, så det var to hold, der var på jagt efter årets første sejr.

De blåhvide gæster lagde bedst fra land og fik lagt et pres på Fredericia, hvilket resulterede i en række dødbolde i indledning.

Nytilkomne Kjartan Finnbogason havde undervejs bolden i nettet, men hans scoring blev annulleret.

Fredericia bød sig også til, men det var Esbjerg, der sad på det meste af spillet i første halvleg, og efter 42 minutter havde Lasha Parunashvili blandt andet en god mulighed, men han sendte sit forsøg lige forbi kassen.

Dermed 0-0 ved pausen, men det skulle der blive ændret på i kampens anden halvleg.

Her lagde Esbjerg fB igen godt fra land, men der skulle gå 25 minutter, før dødvandet endelig blev brudt.

Det skete, da Kjartan Finnbogason kom flot på et indlæg og med et flyvende hovedstød sendte han bolden i kassen til 1-0. Målet var det første for Finnbogason i Esbjerg fB-trøjen.

Efterfølgende kom Fredericia længere frem, og Samson Iyede var uhyre tæt på efter 80 minutter, men Pyry Soiri redddede på stregen og så endte det med et hjørnespark.

Men i det 85. minut fik Fredericia en særdeles god mulighed, for Alexander Jensen blev væltet i Esbjergs felt, og så pegede kampens dommer på pletten.

Her gik Leonal Montano til bolden og han sendte bolden i kassen, men pludselig skulle sparket tages om.

Det skulle vise sig at blive uhyre dyrt for Fredericia, for Montano forsøgte at placere bolden i venstre side igen, men det læste Mads Kikkenborg i Esbjerg fB-målet, og så holdt han altså Fredericia fra fadet.

Fredericia trykkede på, men Esbjerg holdt stand og så blev det til 1-0 ved slutfløjt. Dermed er Esbjerg igen fem point foran Silkeborg, der er nummer tre i 1. division.


Af Jonas Dalgård
Lørdag 27. februar