Luk

Fire hold slås i vanvittig svensk guldkamp

| Allsvenskan | 2 kommentarer
Fire hold slås i vanvittig svensk guldkamp
Foto: Getty Images

Infoboks

Falkenbergs FF - AIK
Allsvenskan (20/10)
bet365 5,75 3,80 1,60
NordicBet 5,25 3,75 1,70
Oddset 5,00 3,60 1,67

Med fire runder igen af Allsvenskan har hele fire hold fortsat en realistisk chance for at blive mestre. bold.dk giver her det store overblik.

Guldkampen i Sveriges bedste fodboldrække spidser til, men modsat mange andre ligaer kan hele fire hold fortsat drømme om guldet med bare fire runder igen.

Søndag venter to store rivalopgør i henholdsvis Stockholm og Malmø, der kan få stor betydning for, hvor guldet ender.

Stillingen i Allsvenskan

HoldKampe spilletMålscorePoint
Djurgården2646-1559
Malmö FF2648-1456
AIK2740-2056
Hammarby2665-3553

Djurgården har pole position

Djurgården har kurs mod det første mesterskab siden 2005. Stockholm-klubben kan selv afgøre det og har derfor favoritværdigheden, mener Malmös Lasse Nielsen.

- Djurgården har tre points forspring med fire kampe igen, så der er ingen tvivl om, at de er favoritter, selvom de har et par svære kampe.

- Vi kan ikke gøre andet end at fokusere på os selv og krydse fingre for, at andre hold kan hjælpe os ved at besejre Djurgården, siger Lasse Nielsen til bold.dk.

Djurgården tørner søndag eftermiddag sammen med lokalrivalerne fra Hammarby på Tele2 Arena i Stockholm.

Sæsonens efterfølgende tre kampe for Djurgården er ude mod IFK Göteborg, hjemme mod Örebro samt ude mod Norrköping i sidste spillerunde.

Djurgården har vundet de seneste fire kampe i Allsvenskan, men de seneste to har været med hiv og sving mod bundholdene Falkenberg og Östersund, der begge blev besejret med et enkelt mål.

I alt har Djurgården vundet det svenske mesterskab 11 gange.

Guldkampserfarne Malmö

Danskerklubben Malmö FF har vundet fire af de seneste seks mesterskaber i Sverige, og har dermed stor erfaring i at kæmpe med om guldet til det sidste.

Malmö har vundet de seneste fem kampe i ligaen, og venstrebacken Jonas Knudsen tror på guldet.

- Vi er på et godt spor i ligaen, så vi har bestemt chancen, hvis vi ellers gør rent bord i de sidste fire kampe.

- Vi har haft kniven for struben, siden vi tabte den kamp til Djurgården, så vi er klar, siger Jonas Knudsen med henvisning til 0-1-nederlaget på hjemmebane i august.

Malmö tager søndag imod rivalerne fra Göteborg, og det er det første af tre store ligaopgør for de lyseblå.

Runden efter venter Hammarby nemlig på udebane, inden AIK kommer på besøg i næstsidste spillerunde. Malmö afslutter ude mod Örebro.

Malmö er det eneste svenske hold, der samtidig deltager i Europa League, hvilket også kan få en betydning for den hjemlige liga, da holdet spiller flere kampe.

Sidste mesterskab for Malmö var i 2017, hvor klubben vandt Allsvenskan for 20. gang, hvilket er flest af alle.

Mestrene fra AIK

AIK er forsvarende mestre, men det har hakket noget for hovedstadsklubben på det seneste - blandt andet blev det blot til 1-1 mod Elfsborg i sidste weekend.

Lørdag holdt AIK liv i gulddrømmen med en 2-0-sejr over Örebro, og holdet har derfor blot tre ligakampe tilbage i sæsonen.

AIK's resterende kampe byder på to kampe mod hold fra den tungere ende af tabellen og et enkelt møde med en anden guldkandidat. I næste runde venter Falkenberg på udebane, inden AIK gæster Malmö i næstsidste spillerunde.

Meget tyder på, at opgøret imod Malmö den 28. oktober bliver afgørende for, om AIK fortsat kan vinde guld på sidste spilledag, hvor Sundsvall gæster Friends Arena.

AIK har betydeligt dårligere målscore end de andre tophold, så det kræver altså, at en række ting skal gå mestrenes vej, hvis de skal kunne genvinde titlen.

Med det seneste mesterskab i 2018 kom AIK op på 12 af slagsen.

Offensivt sprudlende Hammarby

Den tredje og sidste Stockholm-klub, der fortsat er med i guldkampen er Hammarby, der har danskerne Mads Fenger og Jeppe Andersen i truppen.

Selvom Hammarby i øjeblikket er på fjerdepladsen med seks point op, har Jonas Knudsen bestemt ikke afskrevet dem.

- Hammarby møder både os og Djurgården, så de er helt klart også med i guldkampen, siger Malmö-backen til bold.dk.

Søndag møder Hammarby som nævnt rivalerne fra Djurgården, mens Malmö gæster Stockholm i den efterfølgende runde. Hammarbys sidste to kampe i sæsonen er ude mod Östersund og hjemme mod BK Häcken.

Et hurtigt kig på tabellen viser, at Hammarby har scoret markant flere mål end de andre guldkandidater, men da defensiven lukker tilsvarende flere mål ind, er Hammarbys målscore i øjeblikket dårligere end både Djurgården og Malmös.

Men Hammarby kan altså i høj grad påvirke holdets egen skæbne i de indbyrdes kampe mod Djurgården og Malmö.

Hammarby har vundet det svenske mesterskab en enkelt gang, nemlig i 2001.

Kilder: allsvenskan.se og bold.dk

 


Af Martin Schmidt
Onsdag 16. oktober
Tirsdag 15. oktober