Luk

Fire mål på otte minutter: AGF tog vild sejr

| 3F Superliga | 48 kommentarer

AGF snuppede en vild 4-2-sejr over SønderjyskE i en vanvittig målfest med fire mål på otte minutter i anden halvleg.

AGF bød søndag eftermiddag SønderjyskE op til dans på Ceres Park, og det skulle vise sig at blive lidt af en målfest.

Benjamin Hvidt var ny i AGF's startopstilling, mens SønderjyskE havde Mads Albæk og Stefan Gartenmann med igen.

AGF fik en drømmestart på kampen, for efter bare seks minutter huggede Jon Thorsteinsson bolden helt op i krydset fra kanten af feltet, og så var AGF på 1-0.

20 minutter senere øgede Bror Blume til 2-0, og det var igen et smukt mål. Blume flugtede kuglen ind uden for feltet.

SønderjyskE kom bedre med mod slutningen af halvlegen, men AGF's offensiv var i hopla, og Mustapha Bundu havde efter en halv time et forsøg på overliggeren.

SønderjyskE kom også glimrende ud til anden halvleg, mens AGF var underligt passive, og med en time spillet kom reduceringen.

Christian Greko Jakobsen sparkede bolden ind fra det tætbefolkede felt, og så stod det 1-2.

Kort efter scorede Alexander Munksgaard tæt under mål efter et hjørnespark til 3-1, men målfesten var slet ikke færdig.

Efter 68 minutter var det således Artem Dovbyk, der efter et frispark gjorde det til 2-3, og bare minuttet senere var Patrick Mortensen på pletten efter oplæg af Bror Blume. 4-2 til AGF.

Fire mål på otte minutter var derfor en realitet, men stå stilnede stormen ellers også af.

AGF snuppede dermed en 4-2-sejr over SønderjyskE og rykker op på fjerdepladsen i 3F Superligaen, mens SønderjyskE ligger nummer 10.

 

Støt SønderjyskE og oplev stemningen og fællesskabet på Sydbank Park. Køb din billet her


Af Sara Margren
Torsdag 14. november