Luk

Firemålssejr sender Fredericia á point i toppen

| NordicBet Liga | 0 kommentarer

Infoboks

FC Fredericia - Vendsyssel FF 4-0
NordicBet Liga
17' 1-0 Tobias Anker
21' 2-0 Samson Iyede
58' 3-0 Kristian Kirkegaard
82' 4-0 Kristian Kirkegaard

Fredericia var effektive på deres chancer, da de søndag aften sendte Vendsyssel tilbage nordpå med en snitter på 4-0 i NordicBet Ligaen. Det til trods for, at gæsterne havde chancer til mere.

I NordicBet Ligaen skulle Fredericia forsøge at hægte sig på i topstriden, da Vendsyssel fra den kedelige ende af tabellen kom forbi Monjasa Park.

Lyngby og Helsingørs uafgjorte 0-0-opgør fredag aften betød, at Fredericia med en sejr kunne bringe sig á point med Helsingør på duksepladsen.

Den motiverende faktor i at kunne spille sig på en delt førsteplads burde tænde en ild i Michael Hansens tropper, men det var Vendsyssel, der kom bedst ud til kampen, og var tændte og i mest på bolden det første kvarter.

Det boldbesiddende spil fra gæsterne røg dog hurtigt i baggrunden, og Fredericia fik gradvist ædt sig ind i kampen.

Det kom til udtryk efter 17 minutters spil, hvor et indlæg fra en nedfaldsbold blev sendt indover af Alexander Jensen, og i panden på midterforsvareren Tobias Anker, som med hovedet lagde bolden i mål i en høj bue, uden chance for Lukas Jonsson i Vendsyssel-buret.

Det mål tændte tydeligvis op i hjemmeholdet, for bare fire minutter senere kunne Samson Iyede fordoble føringen for Fredericia.

Et indkast blev clearet helt forkert af Vendsyssels Thomas Christiansen, som fra kort afstand hamrede bolden ind i Valence Nambishi, og den bold sejlede noget tilfældigt ind i feltet, hvor en umarkeret Iyede kunne banke bolden i kassen med et hårdt, fladt spark.

Resten af halvlegen var Fredericia overvejende farligst, selvom Vendsyssel var ved at komme tilbage i opgøret ad et par omgange. Blandt andet kort før pausen, da Jelle van der Heyden headede bolden snævert forbi mål.

Mere blev det dog ikke til i første halvleg, og Fredericia kunne gå til pause med en komfortabel 2-0-føring.

To Kirkegaard-kasser efter pausen

Efter pausen var det tydeligt, at Henrik Pedersen ville se en anden indsats fra sine tropper, og han skiftede ikke færre end fire mand ud til anden halvleg.

Det var bare ikke nok for de nordjyske gæster, og det kunne hjemmeholdet blandt andet takke Kristian Kirkegaard for.

Efter en times spil var det nemlig midtbanemanden Kirkegaard, der kom først på et hjørnespark, der var sejlet om bagerst i feltet, og her tøvede han ikke med at hamre bolden i mål med en førstegangsafslutning.

Et misvisende resultat efter en times spil, hvor Vendsyssel egentlig havde haft spil og chancer i mindst ligeså høj grad som Fredericia, men helt uden den fornødne skarphed.

Eksempelvis havde Vendsyssel ikke skudt indenfor rammen halvvejs i anden halvleg, og det var først da Tobias Anker reddede en bold på stregen i kampens 77. minut, at gæsterne ramte rammen.

Det havde Fredericia derimod ingen problemer med, og østjyderne var særdeles effektive til det.

Det cementerede Kristian Kirkegaard efter 82 minutters spil, hvor han kunne krone en flot kontraomstilling med et rigtig angribermål, efter en strålende assist fra Patrick Egelund.

Få minutter senere kunne Kirkegaard næsten fuldende sit hattrick, men Jonsson var vågen i Vendsyssel-målet.

Det blev altså ikke til mere for Fredericia, men de leverede en effektiv præstation, som var et tophold værdigt.

Sejren betyder, at Fredericia indtager en delt førsteplads i 1. division med 29 point for 14 kampe. Helsingør fører fører fortsat rækken på bedre målscore.


Af Cillian Murphy
Søndag 23. januar
Lørdag 22. januar