Kasper Fisker havde kontraktudløb med Randers ved udgangen af året, men i dag blev parterne enige om en forlængelse til sommeren 2019.
Fisker beskriver sin nye lange aftale med Randers som en gensidig kærlighedserklæring.
- Det føltes rigtigt, og det viser, at Randers tror på mig med så lang og god en aftale. Det vidner om, at de vil bygge holdet op omkring mig, siger Fisker til bold.dk.
- Det var dejligt at få skrevet under og få lidt ro i kroppen igen efter nogle lange forhandlinger. Jeg ser det som en kærlighedserklæring, at vi har skrevet tre et halvt år.
- Jeg blev moden i Hobro. Det var dem, der udviklede mig fra at være en 2. divisionsspiller til en 1. divisionsspiller. Så tog jeg skridtet videre i Superligaen med Randers, og det har bare vist, det var det rigtige.
Fisker forklarer, at en af nøglerne til hans succes i Randers er den frie offensive rolle, træner Colin Todd har givet ham.
- Det handler om tillid og om at gribe chancen, når man får spilletid. Det føler jeg i den grad, at jeg har gjort. Colin Todd er en træner, der ved, hvad han vil og ikke ryster på hånden. Han tror 100 procent på sit koncept, og det rager ham nok, at han taber et par kampe. Han spiller, som han føler er det bedste.
- Han har givet mig en fri offensiv rolle på holdet, og det er jeg meget afhængig af. Det har jeg fået i Randers, og det betyder meget.
Fisker håber, at Randers kan spille med i toppen af Superligaen de næste år.
- Jeg håber, vi kan spille med i toppen fremover, ligesom vi gør nu. Og at vi kan spille den offensive og flotte fodbold, vi godt kan lide at spille, hvor vi lægger tryk på modstanderen. Vi skal udvikle os, så vi som minimum kan være med i top seks hvert år, og gerne endnu mere, slutter Fisker.
Fisker har spillet 19 af Randers' 21 kampe denne sæson.
bold@bold.dk


Randers FC
3F Superliga




























