Luk

Flemming P: Godt spil lige meget uden mål

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

OB - FC Nordsjælland 2-0
Superligaen Grundspil
20' 1-0 Issam Jebali
89' 2-0 Max Fenger

Flemming Pedersen er træt af FC Nordsjællands dårlige stime i 3F Superligaen, som blev forværret søndag med 0-2-nederlaget til OB. Det gode spil er ligegyldigt, hvis man ikke kan score.

FC Nordsjælland tabte søndag eftermiddag for niende gang i 3F Superligaen, da man besøgte OB og måtte tage hjem og gå på vinterpause med et 0-2-nederlag i bagagen.

Det var Flemming Pedersen efter kampen forståeligt nok træt af, hvor han forklarede, at det især er uskarphed foran målet, der er holdets store problem for tiden.

- Vi manglede først og fremmest at sparke bolden ind på de muligheder, hvor vi var i feltet, men vi havde også en del muligheder, hvor vi kom til baglinjen og slog bolden i feltet, men vi havde ingen derinde til at møde den, sagde Pedersen om kampen på FCN's hjemmeside.

- Der var masser af godt spil i dag. Vi kom fantastisk fra start, og jeg synes også, at vi i størstedelen af kampen dominerede med bolden og spillede med stort mod, men det er jo helt lige meget, når målene udebliver.

- Vi kan spille nok så godt, men hvis vi ikke kan score mål, og modstanderne i stedet scorer på os, så er det jo ligegyldigt.

Nederlaget var også en stor skuffelse, fordi man nu går på vinterpause uden at have brudt den dårlige stime.

- Vi er ekstremt skuffede, fordi vi havde håbet at gå på juleferie med en vendt stime.

- Det eneste vi kan glæde os lidt over om et par dage, er, at der er vinterpause. Nu er der bedre tid til lige at løfte blikket en smule mere og se endnu mere objektivt på tingene, selvom jeg synes, vi har været gode til at analysere løbende igennem efteråret.

FC Nordsjælland overvintre på en tiendeplads med 16 point, men hvor det ikke er blevet til en sejr siden 23. august mod Vejle Boldklub.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Mandag 24. januar
Søndag 23. januar