Luk

Flemming P. tror på FCN-klassiker trods krise

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Vejle Boldklub - FC Nordsjælland 2-0
Superligaen Grundspil
24' 1-0 Lasso Coulibaly
33' 2-0 Andres Ponce

FC Nordsjælland halter gevaldigt, men Flemming Pedersen tror fuldt og fast på, at holdet igen-igen sikrer top seks til sidst i grundspillet.

Ét point og 20 mål lukket ind.

De seneste syv superligakampe har langt fra været sjove for FC Nordsjælland, der med sin sløje stime er sejlet ned på niendepladsen i 3F Superligaen.

Fredag tabte FCN 0-2 til bundproppen Vejle og risikerer derfor at have fire point op til top seks, når 13. runde er færdigspillet.

Alligevel har cheftræner Flemming Pedersen en stor tro på, at FCN sniger sig med i det fine selskab til allersidst, som er sket flere gange før.

- Ja selvfølgelig, og der har vi jo også en god erfaring. Hvis vi taler om det, jagter vi selvfølgelig top seks, men det kommer ikke bare ved laws of attraction. Det tror vi ikke så meget på.

- Fokus lige nu på bagkant af denne kamp er, at vi skal have rette skuden op. Vi søger endnu mere substans i holdet, så det er fokus. Hvis ikke det er der, kan man tale nok så meget om placeringer, og så er man sikker på, at så vinder man i hvert fald ikke, siger Flemming Pedersen efter nederlaget i Nørreskoven.

Gearet til nedrykningsspil

Skulle det ende med, at top seks glipper, forventer Flemming Pedersen bestemt, at det unge FCN-hold er gearet til et drabeligt nedrykningsspil.

- Det har jeg tidligere sagt, at tiden må vise, men på nuværende tidspunkt er jeg overhovedet ikke i tvivl om det.

- Vi beviste også sidste år, da vi virkelig lå med røven i vandskorpen, hvor vi spillede mod Lyngby, som lå andensidst og kunne komme á point med os. Der viste vi, at hvis der skal noget rugbrødsarbejde til, så kan vi også det, men indtil videre holder vi meget fast i os selv.

- Jeg ved godt, at vi er over halvvejs i grundspillet, men sæsonen som helhed er stadig lang, påpeger Flemming Pedersen.

FC Nordsjællands næste opgave i Superligaen er hjemme mod AaB på næste søndag.


Af Martin Schmidt
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december