Luk

Flø om vennen Skov: Han er godt opdraget

| International | 1 kommentar
'Sat Af' møder Nicolai Boilesen: FCK-profil sender kæk stikpille til Vestegnen
Fransk træner sender tidligere Randers-keeper til FCK - Se ham smadre ind i Mbappé her
Brøndby og FCK får bøder for intenst derby – se en af de mange strafbare hændelser her
18 år siden i dag: Genoplev Zumas fabelagtige saksespark mod Brøndby her
Flø om vennen Skov: Han er godt opdraget
Foto: Getty Images

Nicolai Flø glæder sig på barndomsvennerne Robert Skov og Asger Sørensens vegne over deres succes på U21-landsholdet og på klubplan.

Når U21-landsholdet torsdag aften tørner sammen med Østrig ved EM, sidder Vendsyssel-målmand Nicolai Flø klar foran tv'et.

Både for at støtte Danmark generelt, men også for at se to af sine tætteste barndomsvenner i aktion.

Robert Skov, Asger Sørensen og Nicolai Flø har nemlig kendt hinanden i 10 år, og det hele startede på en træningstur med Silkeborg.

- Vi mødtes på en U13-træningstur til Tyskland med Silkeborg. De er årgangen under mig; de er 96'ere, hvor jeg er 95'er, så de gik på talentskole sammen, fortæller Flø til bold.dk.

- Asger tog tidligt til Midtjylland, men Robert og jeg har boet sammen i Silkeborg. Vi har gået op og ned ad hinanden på college, da vi begge havde en lille lejlighed der. Vi har været meget tætte, og det gør det endnu sjovere at følge med.

- Det er pudsigt, at vi nu står i tre forskellige klubber, har hvert vores fodboldliv, men alligevel har drevet det så langt.

Greb Skovs frispark ud

Flø har derfor trænet rigtig meget frispark med Robert Skov. Så meget at han da også greb sin ven ud i Superligaen i den forgangne sæson.

- Robert, Asger og jeg har brugt rigtig meget tid på træningsbanen sammen gennem tiden, hvor vi kørte diverse konkurrencer. Man kunne godt se, Robert kunne noget dengang, men han manglede nok lidt fysik.

- Jeg spillede jo mod Robert i efteråret, da vi vandt 2-1 over FCK, og der var det lidt sjovt, fordi min første boldberøring i kampen var efter et frispark af Robert.

- Der greb jeg ham selvfølgelig ud, som jeg plejer. Han fik så lov at score kort efter, så han kunne komme op på hesten igen, siger Flø med et grin.

- Men der var ikke nogen, der for tre år siden havde forudset, at vi skulle stå i Hjørring og spille mod hinanden i en kamp mellem Vendsyssel og FCK.

Skov hviler meget i sig selv

Robert Skov kan denne sommer meget vel stå over for et udlandsskifte, og Flø er sikker på, at FCK-spilleren træffer den rigtige beslutning.

- Robert hviler rigtig meget i sig selv, og han er meget velovervejet og godt opdraget. Jeg skal nok komme og besøge ham, uanset hvor han tager hen.

- Selvom det selvfølgelig er håbløst at planlægge, når nu Robert er med på A-landsholdet, for så kan vi jo ikke engang ses i landskampspauserne. Så må Asger og jeg se en landskamp; der er ikke andet for, siger Flø med et smil.

- Skov har været stor fan af tysk fodbold, men jeg tror ikke, han tænker, at han skal til sin yndlingsklub eller en klub, der byder x antal millioner.

- Han virker til at være ret afklaret og glad i FCK, men det er svært at spå om, hvad der sker, siger Flø.

Danmarks U21-landshold tørner sammen med Østrigs ditto torsdag aften klokken 18.30.

Stream FC København – Lyngby på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Sara Margren
Fredag 19. juli