Luk

Flotte mål da Real og Chelsea delte i porten

| Champions League | 38 kommentarer

Infoboks

Real Madrid - Chelsea 1-1
Champions League Slutspil
14' 0-1 Christian Pulisic
29' 1-1 Karim Benzema

Christian Pulisic og Karim Benzema scorede to flotte mål, da Real Madrid og Chelsea spillede 1-1 i den første af to Champions League-semifinaler.

Real Madrid bød tirsdag Chelsea op til semifinale-dans i Champions League i den første af to kampe om en billet til finalen.

Andreas Christensen var med fra start for Chelsea, som stillede i nøjagtig samme opstilling som i weekenden mod West Ham.

Real Madrid havde Marcelo med, mens Karim Benzema og Vinicius Junior udgjorde angrebsduoen for hjemmeholdet.

Efter en ganske rolig start på opgøret tog Chelsea teten og dominerede, og de burde have været foran efter ti minutter.

Timo Werner fik en kæmpe chance, efter Pulisic havde forlænget en bold på et hovedstød, men tæt under mål brændte Werner på Thibaut Courtois.

Chelsea kom dog foran efter et kvarter efter en solid start på opgøret

Antonio Rüdiger lagde en forrygende aflevering frem mod Christian Pulisic, der havde timet sit løb perfekt.

Angriberen tæmmede bolden, tog et par træk i feltet og rundede Thibaut Courtois, som ellers forsøgte at snuppe bolden. Pulisic sparkede bolden køligt i kassen, og så var Chelsea på 1-0.

Chelsea fortsatte dominansen, og Ben Chilwell sendte kort efter et forsøg snert forbi, selvom han havde fire holdkammerater med i feltet.

Chelsea fik dog ikke udnyttet overtaget, og så advarede Karim Benzema efter knap en halv time, da han ramte ydersiden af stolpen.

Det var nemlig et varsel for, hvad der få minutter senere fulgte, for her udlignede Benzema for Real Madrid.

Et kort hjørnespark blev smidt i feltet af Marcelo, og Raphael Varane forlængede den med et hovedstød. Karim Benzema tæmmede bolden ganske umarkeret og drejede flot bolden i kassen til 1-1.

En ganske glimrende halvleg endte derfor 1-1, men anden halvleg levede ikke op til samme underholdningsværdi.

De sidste 45 minutter var nemlig en taktisk affære, hvor det var tydeligt, at begge hold havde et resultat, der godt kunne bruges.

Der var mere fokus på ikke at blamere sig og at holde modstanderen væk fra mål, end der var på selv at skabe chancer, virkede det til.

De to hold skiftede ud, som kampen skred frem, hvilket betød, at Eden Hazard kom ind for hjemmeholdet, og Hakim Ziyech blandt andre blev indskiftet for Chelsea.

Ziyech havde en god mulighed på frispark lige uden for feltet med ti minutter igen, men Courtois var på plads og greb den.

Mod slutningen dominerede Real Madrid, hvor Varane havde et hovedstødsforsøg snert forbi.

Det var bare småt med de helt store chancer til nogen af holdene i anden halvleg, men til gengæld er alt nu åbent, hvilket giver håb om en spændende returkamp.

Opgøret endte 1-1, og returkampen på Stamford Bridge i London spilles på onsdag i næste uge.


Af Sara Margren

38 kommentarer

Sims91 22:51          
Som ventet en ekstrem vanskelig kamp mod et taktisk meget velfunderet Chelsea under Tuchel. Ok resultat kampens forløb taget i betragtning, selvom det selvfølgelig ikke er ideelt.
Beck 22:51          
Aldrig undervurdere Chelsea. De er altså gode.
Jamesnba 22:52          
Chelsea spillede over evne, Madrid under.

Samlet resultat 4-2 og Madrid videre.
Hajen 22:53          
Jeg føler virkeligt, at vi, Chelsea, kunne og burde have vundet den kamp taget udviklingen i betragtning.
Igottheblues 22:53          
Werner skylder ihvertfald 1, 2 eller 3. Det var godt nok serveret lige til at prikke det i. Flot første halvleg af Chelsea. Real er ikke et hold man skal give for meget plads til og specielt når man har en verdensklasse angriber som real har. Hvor er han skarp. Det bliver et lækkert returopgør.
aloevgaard 22:53          
Kampen var underholdende i 1. halvleg, men dalede i underholdningsværdien i 2. halvleg. Ærgerligt at Chelsea ikke får scoret på deres chancer. Håber de går videre trods alt!
Schmoeff 22:54          
Vildt nok at to klubber, som har spillet så stor en rolle i CL gennem så mange år, aldrig har mødt hinanden før! Første halvleg var fed, hvor Chelsea gjorde det virkelig godt indtil Reals mål. Anden halvleg var desværre ikke på samme niveau.
Glæder mig til returkampen – det bliver interessant at se, hvordan begge hold griber kampen an. Den her er jo helt åben
Søndag 16. maj