Luk

Flotte mål: Liverpool vandt Merseyside-derby

| Premier League | 22 kommentarer

Infoboks

Everton - Liverpool 1-4
Premier League
9' 0-1 Jordan Henderson
19' 0-2 Mohamed Salah
38' 1-2 Demarai Gray
64' 1-3 Mohamed Salah
79' 1-4 Diogo Jota

Liverpool viste ingen slinger i valsen, da de onsdag aften slog lokalrivalerne Everton med 4-1 på flotte mål fra Mohamed Salah og Diogo Jota undervejs. 

Der var et klassisk lokalopgør på menuen onsdag aften i Premier League mellem hjemmeholdet Everton og gæsterne Liverpool.

Tre point var påkrævet for Liverpool, hvis de skulle holde trit med Chelsea og Manchester City i toppen af rækken.

Allerede efter otte minutter var gæsterne ved at skabe fundamentet for at den mission skulle lykkes, da Mohamed Salah tvang Jordan Pickford til en stor redning.

Minuttet senere kunne den engelske landsholdskeeper dog ikke stille noget op, da Liverpool bragte sig foran 1-0.

Sadio Mane fandt Andrew Robertson ved baglinjen i venstre side. Den skotske back lagde bolden skråt tilbage, hvor Jordan Henderson sendte bolden i nettet med en kontrolleret inderside med det kolde venstreben.

Ti minutter senere var Henderson igen med i en scoring, da han sendte Salah i dybden i højre side. Fra en halvspids vinkel krøllede egypteren bolden over i det lange hjørne og satte prikken over i'et på en effektiv kontra med et flot mål.

Everton fik dog fornyet tro på tingene syv minutter før pausen, hvor Demirai Gray reducerede.

Liverpool mistede bolden midt på banen, og så gik det stærk. Kuglen blev sendt frem til Richarlison, der fandt Gray alene med Alisson, der fik foden på, men ikke kunne forhindre bolden stryge i nettet til pausestillingen 1-2.

20 minutter efter pausen fik Liverpool atter luft på måltavlen, da Mohamed Salah igen afsluttede en flot kontra med at udplacere Pickford – denne gang med en flad afslutning i det lange hjørne.

I det 79. minut hamrede Diogo Jota det sidste søm i kisten, da han modtog bolden i feltet og snød Allan fuldstændigt med et smart træk, inden han fra en spids vinkel bankede bolden op i nettaget.

Flot scoring til 4-1, der også blev kampens slutresultat.


Af Andreas Roesen
Torsdag 27. januar
Onsdag 26. januar