Luk

Flotte Palace-kasser sikrede sen sejr

| Premier League | 4 kommentarer

Infoboks

Brighton - Crystal Palace 1-2
Premier League
28' 0-1 Jean-Philippe Mateta
55' 1-1 Joel Veltman
90' 1-2 Christian Benteke

Jean-Philippe Mateta og Christian Benteke leverede nogle forrygende scoringer, da Crystal Palace slog Brighton med 2-1 på udebane. 

Brighton og Crystal Palace kæmper begge for at lægge afstand til nedrykningspladserne i Premier League, som de inden aftenens indbyrdes møde havde henholdsvis fire og syv point ned til.

Efter knap 20 minutters spil fik hjemmeholdet Brighton kampens første gode chance, da Joel Veltman lagde et fladt indlæg ind mod Neal Maupay, men Cheikhou Kouyate fik presset ham tilstrækkeligt, så afslutning strøg forbi mål.

I stedet bragte Palace sig foran syv minutter senere efter en vidunderlig detalje af Jean-Philippe Mateta modtog et fladt indlæg ved forreste stolpe, hvor han nærmeste snoede rundt om sig selv og sendte bolden i nettet med hælen. En ganske enkelt glimrende scoring.

Det var også forskellen på de to hold, da kampens dommer fløjtede til pause efter en halvleg, hvor Brighton startede godt, men Palace kom bedre med.

Hjemmeholdet startede igen godt efter pausen, og denne gang gav det pote i det 55. minut.

Efter et tålmodigt angreb havnede bolden lidt tilfældigt hos Joel Veltman i højre side af feltet efter en afslutning fra distancen, der blev blokeret.

Brighton-backen vendte rundt om sig selv og bankede bolden i nettet ved den nærmeste stolpe.

Det igangsatte et massivt pres fra Brighton mod gæsterne, der var sjældne gæster på hjemmeholdets banehalvdel i anden halvleg.

Et indlæg fandt Leandro Trossard ved den bageste stolpe, men han fik ikke ordentligt træf på bolden, så Vicente Guaita kunne parere. Den løse bold faldt til Danny Welbeck, men Guaita var selv ude og rage kastanjerne ud af ilden, da han fik reddet afslutningen på riposten.

20 minutter før tid modtog Adam Lallana bolden i en god position. Han sendte bolden mod mål, men Gary Cahill fik lige akkurat rettet bolden forbi mål.

Det lignede derfor længe, at det skulle blive en pointdeler, men dybt inde i tillægstiden snuppede Crystal Palace sejren stik imod spil og chancer. 

Andros Townsend sendte et indlæg ind fra venstre, hvor han fandt Christian Benteke ved den bageste stolpe. Den belgiske angriber flugtede første gang på bolden, der strøg fladt i nettet i modsatte side til slutresultatet 2-1. 


Af Andreas Roesen
Fredag 26. februar
Torsdag 25. februar