Luk

Ført bag lyset af serieklub: Skifter til DS-klub

| Vordingborg | 4 kommentarer

Infoboks

Victor Plenge har også valgt at forlade Vordingborg IF grundet det store kaos i klubben, da han mener, at klubben har ført spillerne bag lyset. Han skal fremover spille for Ringsted IF.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder. 

Vordingborg IF er inde i en svær periode.

Klubben har valgt at skære i budgettet til en tredjedel. Det kostede den daværende cheftræner Jan Faber, og der kommer ikke længere til at være amatørkontrakter i Sjællandsserie-klubben.

LigaBold.dk har tidligere skrevet, at Timmi Nielsen har forladt klubben grundet den store polemik, og nu melder endnu en spiller sin afsked.

23-årige Victor Plenge siger til LigaBold.dk, at han forlader Sjællandsserie-mandskabet Vordingborg for at tage et skridt op, da han fremover skal tørne ud for Ringsted IF i Danmarksserien.

- Ovenpå det, som der skete i Vordingborg, så kom det ret hurtigt frem, at vi var ret mange spillere, der var utilfredse med situationen. Så fik jeg nogle tilbud fra nogle Sjællandsserie-klubber, og så meldte Carsten (Carsten Andersen, red.), der er sportschef, sig på banen.

- Da jeg selv er meget ambitiøs angående fodbold, selvom det ikke er blevet til divisionsbold endnu, så kunne jeg godt tænke mig at prøve mig af på så højt niveau som muligt. 

- Der var Ringsted det bedste bud, og det fandt jeg ud af, efter jeg havde snakket med Carsten, da han fremlagde projektet for mig med et godt træningsmiljø og god intensitet. Det var noget af det, der lokkede mig, helt sikkert, siger Victor Plenge til LigaBold.dk, der tilføjer, at flere Sjællandsserie-klubber i Lolland-Falster-området har budt sig til angående ham.

Ført bag lyset

Plenge nåede at spille i Vordingborg i to år, og det har overordnet set været en god tid. Den seneste tids polemik har dog betydet, at han har følt sig nødsaget til at forlade Vordingborg, da han mener, at spillerne er blevet ført bag lyset af klubben.

- Det har været en kanon tid for mig i Vordingborg både spillemæssigt og sportsligt. Jeg har udviklet mig som person og fodboldspiller, da det var en rigtig fed trup at komme ind til. 

- Sammenholdet i Vordingborg har været helt unikt, og derfor er det også så ærgerligt, at der er sket dét, som der er sket, og det hele er gået ned, og de fleste spillere vælger andre steder. Jan Faber var ankeret for at holde sammen på det her hold, og så synes jeg, at det er enormt ærgerligt, at han flere steder bliver gjort til syndebuk, og det er slet ikke rigtigt.

Er det Jan Fabers stop som træner, eller er det amatørkontrakterne, der er blevet sløjfet, der er grunden til, at du stopper?

- Vi har taget en kollektiv beslutning på trænerstaben og holdets vegne, fordi vi føler lidt, at vi er blevet ført bag lyset. Det er aldrig blevet fremlagt for os, at klubben var i økonomiske vanskeligheder, og vi er ikke blevet spurgt ind til, om der skulle slækkes på noget, så tingene kunne køre rundt, og det, synes vi, er ærgerligt.

- Vordingborg var et fedt hold at spille på, og så er det ærgerligt, at nogle er gået bag om ryggen på os og tvunget os lidt ud af klubben. Det er sådan, vi ser på det.

Plenge siger, at han har en stærk forventning om, at der er godt styr på tingene i Ringsted.

Han tilføjer, at der ikke er amatørkontrakter i Ringsted. Her betales der kontingent, hvor spillerne så til gengæld får goder som spillertøj, mad og massage.

Han glæder sig til at fokusere på fodbolden, og selvom han har godt 45 minutter fra sin bopæl i Nykøbing til Ringsted, så ser han det ikke som en udfordring.

- Jeg kan godt lide, at man tager fodbold lidt mere seriøst, end at vi bare skulle hygge og spille fodbold to gange om ugen. For mig gør det ikke noget, at der er lidt langt til træning. Nu kan jeg også få lavet lidt lektier i toget.

Midtbanespilleren kommer dog ikke til at tage turen alene. Han fortæller nemlig, at vennen Timmi Nielsen også bliver en del af Ringsted.

Selvom det nu kommer til at stå på Danmarksserie-fodbold for Plenge, så har han større drømme for fremtiden.

- Det er jo tilladt at drømme, men jeg ved, at jeg kan begå mig på minimum Danmarksserie-niveau, så jeg kunne godt tænke mig at spille kontinuerligt i Danmarksserien, og så er man en god sæson fra divisionerne. Mit mål er på et tidspunkt at spille lidt divisionsfodbold, siger Victor Plenge til LigaBold.dk.

Victor Plenge har også tidligere spillet for Nykøbing FC's Sjællandsserie-hold og Frem Sakskøbing.

Ringsted indtager lige nu syvendepladsen i Danmarksserien Pulje 2, og det er lige over stregen.

LigaBold.dk arbejder på at få en kommentar fra Vordingborg-formand Morten Brandt angående kritikken.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 


Af Anders Jensen
Onsdag 19. januar
Tirsdag 18. januar