Luk

Forbehold for Dolberg - Kjær ventes klar

| VM | 2 kommentarer

Infoboks

Danmark - Færøerne
VM Kvalifikation UEFA Gruppe F (12/11)
Oddset 1,05 12,00 35,00

Kasper Dolberg og Simon Kjær har døjet med skader på det seneste, men de ventes klar til at deltage i Danmarks bestræbelser på at sikre VM-billetten.

På det seneste har Kasper Dolberg i Nice og Simon Kjær i AC Milan døjet med skader, som har holdt dem ude af aktion.

Ikke desto mindre var begge spillere med i Kasper Hjulmands 23 mand store landsholdstrup til de kommende kampe mod Moldova og Østrig.

Til pressemødet i forbindelse med udtagelsen fortalte Kasper Hjulmand, at de begge ventes klar til opgaverne i oktober - dog med et større forbehold hos Kasper Dolberg.

- Kasper Dolberg er udtaget med et forbehold for, at han bliver klar, som det ser ud til, at han kan blive.

- Simon Kjær forventes at være klar. Jeg talte med ham i weekenden, og det var forventningen, fortalte landstræneren.

Danmark må til gengæld undvære den skadede Barcelona-angriber Martin Braithwaite, der ventes ude resten af dette landsholdsår. Jonas Lössl er desuden også skadet.

- Vi vil sikre VM-billetten i oktober

Han lagde ved pressemødet vægt på, at de 23 mand er udtaget for at få VM-billetten i hus hurtigst muligt, og det kan ske med to sejre over Moldova og Østrig.

- Det vi er sat i verden for med A-landsholdet er at skaffe resultater. Vi er meget fokuseret på de næste to kampe, hvor vi kan gøre VM-kvalifikationen færdig. Med to sejre kan vi definitivt lukke puljen for vores vedkommende og kvalificere os til VM, som er vores helt store mål, sagde Hjulmand.

Han forventer dog ikke, at det bliver nogen nem opgave.

- Vi så hvor besværligt, det var at spille på Færøerne. Forventningen er, at vi slår Moldova, og det forventer vi også af os selv. Vi ved godt, det kræver en 100 procent indsats, og vi er meget, meget fokuserede på en kamp ad gangen.

- Så vi skal ned at vinde Moldova-kampen først, og det glæder vi os til. Når det er gjort, så er det klart, at vi ser frem til en mulig finale for os mod Østrig, hvor vi kan tage det sidste skridt hen over mållinjen.

- Vi vil tage chancen så hurtigt som muligt, så det er to sejre, vi går efter.

Som noget nyt i forhold til de seneste landsholdssamlinger, så har Danmark kun to kampe i den kommende landsholdssamling, og det har haft indflydelse på Hjulmands udtagelse.

- Denne gang er der kun to kampe, og det er nyt for os, for det vil sige, at der bliver træninger i løbet af ugen. Det glæder jeg mig til, og derfor har jeg valgt tage 23 mand med i stedet for 26.

- Det er 23 sultne spillere, og forhåbentligt kan vi, hvis vi slår Moldova, få en festaften i Parken, hvor vi kan sikre kvalifikationen mod Østrig og sammen med hele Danmark kan se tilbage på en godt eksekveret kvalifikation.

Hele Danmarks trup kan ses her.


Af Jonas Dalgård
Mandag 18. oktober