Luk

Formstærk Nykøbing-spiller drømmer om SL

| Danmark | 0 kommentarer

Infoboks

Nykøbing FC - OB 0-3
Sydbank Pokalen
36' 0-1 Sveinn Aron Gudjohnsen
39' 0-2 Emmanuel Sabbi
90' 0-3 Mikkel Hyllegaard

Sebastian Koch har scoret otte gange dette efterår for Nykøbing FC i 2. division, og det helt store mål er at prøve sig af i 3F Superligaen en dag.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

CM Arena - Nykøbing Falster (LigaBold.dk): Sebastian Koch har vist storform i 2. division dette efterår, hvor offensivspilleren har scoret otte mål i 13 kampe. Det er blandt andet med til, at Nykøbing FC topper Gruppe 2 i 2. division.

24-årige Sebastian Koch siger til LigaBold.dk, at han også er ganske tilfreds med sit eget efterår, hvor han faktisk ikke har fået så meget plads, som han har været vant til fra tidligere i 1. division. Målet er at fortsætte det gode spil i foråret, men på sigt er Superligaen det gode mål.

- Det har personligt været et fint efterår. Man ved jo altid, at når man har været vant til at spille 1. division en del år, så bliver det anderledes at komme ned og spille 2. division. Holdene mod os står meget dybt, så man skal være tålmodig i spillet og udnytte de chancer, som man får. 

- Der er ikke så meget plads som i 1. division, når holdene står så kompakt. Jeg har leveret et fint efterår med en hel del mål, og det skal jeg bygge videre på og fortsætte med, inden vi rykker op i 1. division til sommer, siger Sebastian Koch til LigaBold.dk.

Kunne du godt tænke dig at prøve dig af højere op end i 1. division?

- Helt sikkert. Jeg tror, at alle fodboldspillere har ambitioner om at spille på det højeste niveau, og det har jeg også. Så det kunne være sindssygt fedt at få spillet noget Superliga en dag. Det er helt klart det store mål.

Skulle rejse sig mentalt

Sebastian Koch var også på banen, da Nykøbing FC onsdag eftermiddag tog imod OB på CM Arena i Sydbank Pokalen. Her tabte Falster-klubben med 0-3 til Superliga-holdet.

- Det er lidt en blanding (af ærgrelse og stolthed, red.). Jeg synes, at vi leverede en god præstation, og i første halvleg spillede vi rigtig godt. Jeg synes, at vi satte spillet og havde god kontrol med tingene. Så fik de to hurtige mål inden pausen, og det var selvfølgelig en mavepuster. 

- Vi fik snakket tingene igennem i pausen, og så synes jeg, at vi kom ud med god energi og skabte de chancer, som man kan forvente, at man skaber.

Nykøbing FC forsøgte at samle sig i pausen efter OB's to mål, der faldt lige inden pausen. Her spillede det psykiske i høj grad ind.

- Vi snakkede lidt om det mentale aspekt, og at vi ikke skulle gå helt ned, men komme ud med noget ny energi og komme ud med noget positivt, så vi kunne levere endnu mere. 

- Vi fik leveret en fin anden halvleg inklusiv mig selv, hvor vi fik nogle gode chancer. Det var fedt at få målt sig på et lidt andet niveau. De var kyniske i felterne, og det var måske kynismen i felterne, som vi manglede lidt.

Kynismen var i høj grad forskel på de to mandskaber onsdag eftermiddag, og den manglende skarphed hos Nykøbing FC skyldes måske, at holdet ikke har haft en turneringskamp siden 20. november.

- Vi kunne godt mærke det (det var på et andet niveau, red.). De havde kynismen i begge felter, og de fik afsluttet deres angreb med mål. Det kan måske afspejle sig af, at vi ikke spillet kamp i noget tid. Den kynisme er ikke noget, som man kan lave på træningsbanen. 

- Det sidder lidt i kamp. Overordnet var det en god præstation, som vi leverede, og vi kan runde et godt efterår af. Det havde selvfølgelig været fedt at vinde, men det var en god præstation, siger Sebastian Koch til LigaBold.dk.

Sebastian Koch har været en del af Nykøbing FC det meste af karrieren bortset fra en lille afstikker til B93 i foråret 2019.


Af Anders Jensen
Lørdag 27. februar
Fredag 26. februar