Luk

Forrygende Viborg udraderede AaB i Aalborg

| 3F Superliga | 41 kommentarer

Infoboks

AaB - Viborg FF 2-5
Superligaen Grundspil
9' 0-1 Jakob Bonde
45' 0-2 Younes Bakiz
45' 1-2 Louka Prip
51' 1-3 Justin Lonwijk
69' 1-4 Clint Leemans
76' 2-4 Milan Makaric
79' 2-5 Mads Lauritsen

Alt lykkedes for Viborg på Aalborg Portland Park, hvor de storspillede og ydmygede AaB 5-2. Der var både et straffesparksmål og et drømmetræf fra Clint Leemans undervejs.

AaB gled i spinaten sidste mandag mod AGF, men nordjyderne kunne generobre Superligaens tredjeplads mod de velspillende oprykkere fra Viborg.

Gæsterne måtte undvære midtbaneankeret Jeppe Grønning og havde derudover byttet Tobias Bech ud med Younes Bakiz. Og de fik en glimrende start på Aalborg Portland Park.

Viborg havde allerede vist sig frem et par gange, da kampen nåede det syvende minut, hvor Pedro Ferreira ramte Sebastian Grønning i forsøget på at cleare bolden i udkanten af feltet.

Dommer Michael Tykgaard vinkede i første omgang afværgende og lod spillet fortsatte en rum tid, inden han blev kaldt ud til sidelinjen for at tjekke situationen én gang mere.

Det fik Tykgaard til at pege på straffesparkspletten, og herfra sendte Jakob Bonde Viborg på en tidlig 1-0-føring med et spark helt ude ved stolpen, som Rinne havde bud efter.

AaB havde også en stor i andel i kampens hæsblæsende åbning, som kunne have budt på et mål mere. Malthe Højholt trykkede af fra distancen, og via foden på Iver Fossum tog forsøget roden af stolpen bag Mikkel Andersen efter et kvarter.
Herefter løb kampen ind i lidt af et dødvande, som måtte antages at passe Viborg bedst, da de uden de store sværdslag forsvarede føringen.

Fem minutter før pausen var de tæt på at doble op, men i sidste øjeblik kom Anders Hagelskjær på tværs af Younes Bakiz, som ellers var ved at være helt fri i feltet.

Få minutter senere kunne Hagelskjær og holdkammeraterne dog slet ikke holde Bakiz. Han modtog bolden i venstresiden ganske isoleret og drog på tur ind i feltet. Flere AaB-spillere blev snydt af træk og skudfinter, inden Bakiz sendte bolden ind til 2-0.

Jacob Rinnes udsyn var dog i nogen grad dækket af Sebastian Grønnings tværløb i boksen, så Tykgaard blev for anden gang i kampen kaldt til VAR-skærmen. Efter lang betænkningstid valgte dommeren dog at lade målet stå.

Det betød samtidig, at de annoncerede to minutters tillægstid blev til hele seks minutter. Og så var der akkurat tid nok for AaB til at slå tilbage ved Louka Prip, som headede et langt indkast ind til 1-2. Mikkel Andersen kom i klinch med sidenettet i sit mislykkede forsøg på at holde bolden ude.

AaB tog konsekvensen og satte både Milan Makaric og Tim Prica på banen fra anden halvlegs start i bestræbelserne på at vende kampen fuldkommen på hovedet.

Men det tog blot Viborg fem minutter at genetablere forspringet på de to mål efter en vild stribe muligheder. Clint Leemans tvang først Rinne ned for at verfe bolden væk. Christian Sørensens forsøg på indlæg tog stolpen og sprang ud til Grønning, som kiksede sin afsluning og sparkede lige ind i en AaB’er fra klos hold.

I stedet kom Justin Lonwijk til og hamrede Viborg på 3-1, og så var de tre point igen kraftigt på vej til med hjem i spillerbussen.

AaB havde svært ved at reagere på gæsternes mange mål, og Grønning var lige ved at glide en tværpasning ind til 4-1. Men heller ikke her lykkedes det den tidligere AaB’er at komme på tavlen foran sit gamle hjemmepublikum.

Der var dog flere mål i vente fra Viborg, som var farlige gang på gang. Efter 69 minutter tog Clint Leemans chancen udefra, og hans hug sejlede ind i målhjørnet bag en fuldkommen prisgivet Rinne til 4-1 for gæsterne. Et drømmemål fra hollænderen.

Da det så allermest håbløst ud for AaB, kastede Makaric en form for livline ud for sit mandskab. Serberen steg flot til vejrs og stangede et indlæg i netmaskerne efter 75 minutter, og så havde AaB et kvarter til at finde yderligere to mål.

Igen var Viborg dog lynhurtige til at svare igen. AaB fik ikke losset et hjørnespark helt ud af kommunen, så Ibrahim Said kunne spille Mads Lauritsen helt fri. Forsvarsspilleren løftede elegant forbi Rinne til vanvittige 5-2.

Så var der ikke mere luft i AaB’erne, og Viborg kunne køre den flotte sejr hjem. De rykker op på ottendepladsen, mens AaB er nummer fire.

 


Af Casper Baunsgaard

41 kommentarer

DaveEricGrohl 21:01          
Cifuentes burde overveje at rotere en stor del af holdet med den dårlige form og 3 kampe på 7 dage for at satse 100% på kampen mod FCN. Det er alligevel så tidligt i pokalen og på udebane imod fcm. At vende formen i ligaen må være førsteprioritet.

Det var for tidligt at skifte så offensivt ud i pausen selvom Pedro ikke så god ud efter straffet. Holdet hang jo ikke sammen og der manglede nogle der skød brystet frem.

Er der i øvrigt nogle der kan forklare mig, hvorfor Tykgaard ikke dømte offside på Grønning? Det ligner umiddelbart en fejldom
AaBager 21:03          
Man nåede lige at håbe. Fortjent sejr, to kampe der minder om standard AaB.
Augenthaler taler for sig selv 21:04          
Den sejr var ikke ét mål for stor. Viborg var klasser over AaB, der er alt, alt for nemme at dæmme op for med højt pres. De, der troede, at kampen mod AGF var en svipser, må vist belave sig på svære tider.
Redbyheart 21:04          
Ynkeligt AAB . Tag ved lære af jeres fans på vesttribunen de viser mere energi end spillerne.
Albert Ferrer 21:04          
Viborg 2 klasser over AaB i dag. Fantastisk fodbold Viborg spiller, og holdet er tydeligvis godt trænet. Alle mand ved, hvad de skal, og holdet spillet offensiv, moderne fodbold med et afsindigt genpres. Det er virkelig en fornøjelse at følge holdet.
Søren F er gud 21:06          
Viborg scorer 5 mål og man føler stadig at Sebastian Grønning skulle have scorer 2-3 mål…..
Jakob Bonde, nøøøj du var god i dag
United74 21:07          
Jep så har mine favorithold lige tabt 2-10 på hjemmebane - fortjent - go nat.
Mandag 29. november