Luk

Forsvarende ACN-mestre slået ud i kvalen

| Africa Cup of Nations | 2 kommentarer

Nigeria kommer ikke til at forsvare deres mesterskab i den forestående African Cup of Nations, efter at holdet spillede 2-2 mod Sydafrika, mens Congo vandt 1-0 over Sudan i kvalgruppe A.

Der var pres på Nigeria før holdets sidste gruppekamp i kvalifikationsgruppe A mod Sydafrika. For at blive klar til African Cup of Nations skulle de forsvarende mestre hente point mod Sydafrika eller håbe på et nederlag til Congo, der gæstede bundproppen Sudan.

Sydafrika var allerede klar til slutrunden, men var alligevel indstillet på at give Nigeria kamp til stregen. Tokelo Ranties to scoringer bragte Sydafrika foran 2-0, men så kom hjemmeholdet i gang.

Nigerias Sone Aluko blev også dobbelt målscorer, og så var der balance i regnskabet. Trods en mand i overtal kunne Nigeria dog ikke hente de tre point. Derfor endte opgøret 2-2.

Nigeria skulle derfor håbe på hjælp fra Sudan, men Congo viste ingen nåde. Holdet vandt 1-0 og sendte Nigeria ud i mørket. Nigeria kan heller ikke håbe på avancement som bedste treer, idet holdet har et enkelt point færrere end DR Congo, der sluttede på tredjepladsen i gruppe D.

Dermed kommer spillere som John Obi Mikel og Ikechukwu Uche ikke til at misse tid for deres respektive klubber i vintermånederne.


Af Adam Egholm Madsen
Tirsdag 26. oktober