Luk

Fortsat under stregen: Mads Juel og co. sænket

| Championship | 0 kommentarer

Mads Juel Andersen og Barnsley tabte 0-1, da klubben lørdag besøgte Nottingham Forest i Championship.

Oprykkerne Barnsley fik en drømmestart på livet i Championship, da klubben besejrede nedrykkerne Fulham i første kamp i sæsonen. Siden er det dog kun gået ned ad bakke.

Kun to point var det blevet til i de efterfølgende seks ligakampe før lørdagens udekamp mod Nottingham Forest.

Hjemmeholdet var omvendt inde i en god stime og kom ind til opgøret uden nederlag i de seneste seks ligakampe. Den stime skulle de forsøge at udbygge her.

Mads Juel Andersen startede på banen for Barnsley, og sammen med holdkammeraterne var han med til at holde nullet i første halvleg. Holdet kunne heller ikke selv score, og derfor stod det stadig 0-0 ved pausen.

Barnsley startede bedst i anden halvleg og begyndte at lægge pres på fra start. Gæsterne skubbede mange folk frem efter ti minutter, og det blev straffet.

Nottingham Forest slog kontra, og bolden endte i sidste ende hos Ben Watson, som let kunne sende bolden i kassen til 1-0.

Barnsley forsøgte at finde det udlignende mål frem, men det lykkedes ikke. Nottingham Forest vandt kampen 1-0, og dermed ligger Barnsley fortsat under nedrykningsstregen i den næstbedste engelske række.

Andetsteds satte Hull tre point ind på kontoen med en 3-0-sejr over Luton. Kevin Stewart scorede kampens første mål efter 63 minutters spil, inden Kamil Grosicki og et selvmål af Dan Potts gav slutresultatet.

Wigan kunne også juble over en sejr lørdag eftermiddag, da de besejrede Charlton 2-0. Chey Dunkley scorede begge hjemmeholdets mål.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 20. oktober