Jacob Lungi Sørensen rykkede i sommer ned med Esbjerg fra 3F Superligaen, men siden da er turen gået til Norwich, der nærmer sig oprykning til Premier League.
I sommer rykkede Esbjerg og Jacob Lungi Sørensen ned i 1. division. Trods den kollektive nedtur, havde den nu 23-årige dansker vist sig så godt frem, at Norwich sendte bud efter ham.
Det havde midtbanespilleren ikke forventet, hvis man havde stillet ham det i udsigt for et år siden, at han snart kunne spille Premier League. Norwich ligger nemlig lige nu nummer et i Championship.
- Jeg havde nok sagt, at du skulle finde en doktor. Det er selvfølgelig surrealistisk. Nu skal vi heller ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Der er stadig 36 point at spille om i de resterende 12 kampe, men vi ved godt, hvilken situation, vi er i. Vi ved også godt, at vi skal holde fast nu, for vi er i en rigtig god position.
- Når man tænker over det, så er det da vildt, hvor stærkt det er gået. Når man er i det, så er man jo også en del af et hold, og det bliver også hverdag at møde ind på anlægget og træne med de andre. Det er ikke, fordi man flyver højt på lykkerus. Det er hverdag, og det er her, jeg er, siger Jacob Lungi Sørensen til bold.dk.
Blev kastet for løverne grundet en skade til opvarmning
Han har tilmed gjort sit bidrag til, at Norwich fører Championship ganske suverænt med ti point ned til den nærmeste forfølger, Brentford.
Den tidligere Esbjerg-spiller har nemlig været på banen i 23 ud af 34 kampe indtil videre.
- Hvis du havde spurgt mig inden sæsonen, så tror jeg ikke, jeg havde forventet at spille så meget. Jeg startede inde i 18 kampe i streg og spillede nærmest fuldtid i de fleste af kampene, så nej, det havde jeg ikke forventet, men det var også lidt en atypisk situation, vi var i.
- Der var skader, og så blev jeg smidt ind, gjorde det godt, og vi vandt kampene. Så får man lov at spille, hvis man gør det godt og vinder. Men nej, jeg havde ikke forventet at få så mange spilminutter.
- Det havde jeg selvfølgelig håbet. Jeg synes også, jeg har gjort det godt til træning og har fået ros af trænerne omkring af holdet. Det har været over al forventning.
Debuten faldt den 27. oktober på udebane mod Brentford. Jacob Lungi Sørensen var for første gang udtaget til kampen, men var udset en plads på bænken.
Det ændrede sig dog fem minutter før tid, da holdets eneste venstreback gik i stykker under opvarmningen.
Derfor blev han kastet for løverne - og tilmed på en uvant position for Norwichs nummer 19, der normalt spiller på den centrale midtbane. En situationen man kunne tro ville skrue ekstra op for nerverne.
- Det kan du sige. Du kan også vende det om og sige, at det var måske godt, at jeg først fik det at vide fem minutter før, så jeg ikke nåede at gøre mig så mange tanker om det.
- Alle bakkede op, hjalp mig og sagde, at jeg bare skulle gå ind og nyde det. Gør det simpelt og nyd det. Der var rigtigt god hjælp fra samtlige holdkammerater, forklarer han til bold.dk.
Skal erobre pladsen på midten nu
En række gode præstationer gjorde derfor, at Jacob Lungi Sørensen i store dele af efterårssæsonen var fast mand på venstrebacken.
Selvom det er gået godt, så regner han ikke selv med, at fremtiden ligger på den position, der ikke er så uvant længere.
- Nej, det er ikke en plads for mig på længere sigt. Det har jeg også snakket med træneren om. De ser mig heller ikke som venstreback, fordi jeg er ikke den naturlige venstreback. Det er ikke, fordi mit venstreben er lige så godt som mit højreben.
- Så der er en naturlig begrænsning, i forhold til hvor god man kan blive som venstreback. De har også sagt til mig, at de ser mig som midtbane, og det er der, jeg skal komme på holdet.
Norwich valgte også i vinterpausen at hente græske Dimitris Giannoulis på en lejeaftale fra PAOK. Han har erobret pladsen på venstrebacken, hvilket betyder, at Lungi nu kan koncentrere sig om at blive fast mand på favoritpladsen som central midt.
- Ja, det kan du sige. De to midtbanespillere har også gjort det formidabelt og holdt virkelig højt niveau, så jeg må bare bakke op.
- Lige i den her situation, hvor vi er så tæt på og virkelige kan opnå noget, så handler det jo heller ikke om den individuelle spiller, men mere om holdet. Så det er bare om at klø på, bakke op og tage chancen, når den kommer.
De seneste fire kampe, Jacob Lungi Sørensen har spillet, har været som indhopper. Her er han kommet ind på den centrale midtbane to gange, mens to af indskiftningerne har været som venstreback.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.