Luk

Frankrig erobrede Island med snæver sejr

| EM | 0 kommentarer

Frankrig vandt fredag aften 1-0 på Island i EM-kvalifikationens gruppe H, som franskmændene nu fører foran Tyrkiet.

Det var før fredagens kampe tæt i toppen af EM-kvalifikationens gruppe H, hvor Tyrkiet, Frankrig, Island og til dels Albanien kæmpede med om de to pladser, der giver billet til EM 2020.

Fredag aften skulle islændingene så forsøge at tage springet mod toppen af gruppen, da de tog imod Frankrigs verdensstjerner.

Udeholdet dominerede som ventet kampen og boldbesiddelsen, men vi skulle frem til få minutter før pausen, før der blev skabt store chancer.

Da det skete, var det med Antoine Griezmann i centrum. Først sendte Barcelona-stjernen en first-timer mod målhjørnet, som den tidligere Randers-keeper Hannes Halldorsson dog snuppede med en fremragende redning.

Minuttet efter satte Griezmann Kingsley Coman op med en lækker frispilning, men Bayern-spilleren sparkede forbi målet.

Midt i anden halvleg faldt føringsmålet, og det var Frankrigs.

Den tidligere OB'er Ari Skulason jordede en franskmand med en alt for voldsom tackling i feltet, og Olivier Giroud svigtede ikke fra pletten: angriberen fintede Halldorsson til den ene side og placerede bolden fladt i den anden til 1-0.

Antoine Griezmann og Blaise Matuidi fik siden gode chancer for at gøre det til 2-0 og 3-0, men det blev ved den ene scoring i kampen.

Også Tyrkiet vandt 1-0, og dermed har både Frankrig og Tyrkiet 18 point i gruppen, mens Island er seks point efter. Der resterer tre spillerunder.


Af Thor Carlskov

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Lørdag 19. oktober
Fredag 18. oktober